Vælg en side

Endnu en U18 spiller tager springet til 1. Kvindesenior.

Maria “Mamme” Slott er nu i lighed med Solveig Venset, Svava Mørk Andersen, Freja Pedersen og Sara Grønhøj rykket op på 1. Kvindesenior denne sommer.

Cheftræner Rasmus Good udtaler

– Mamme har trænet med i preseason og imponeret os i kampene, især imod HB Køge og Brøndby. Det var de første kampe hun nogensinde havde spillet på seniorniveau og samtidig også på en helt ny position som stopper.

– Hun minder meget om Jul i forhold til fremspil og spilintelligens og har en sparketeknik som minder meget om Nisse, som begge to nu er i Brøndby.

– Hele hendes ungdomstid har hun spillet på midtbanen og nu skal vi så omskole hende, men jeg tror hun kan blive en rigtig god stopper. Kan vi lægge en øget fart på hende og sætte hende ind i vores defensive koncepter i forhold til stopper positionen, så kan hun nå langt.

– Hun er meget professionel i sin tilgang, lærer hurtigt og har fødderne plantet på jorden.

Med de præstationer hun har lavet imod to af Danmarks bedste hold, så er vi ikke i tvivl om at hun kan blive rigtig god i truppen, så vi endte med at have rigtig svært ved at finde grunde til at hun ikke skulle være en del af truppen.

– For omklædningsrummet bliver hun også god med sin tilgang og hendes lederevner, samt sociale intelligens.

Maria “Mamme” Slott udtaler

– Jeg er rigtig glad for at blive rykket op i truppen. Det er en stor anerkendelse, og et tegn på at ens hårde arbejde betaler sig.

– Miljøet er meget attraktivt for mig, da det er et seriøst miljø hvor jeg ser gode muligheder for at udvikle mig som spiller. Mit indtryk af holdet er at det er nogle piger med højt niveau og et hold der holder sammen og yder sit bedste.

– Jeg håber og tror på at vi kan klare det rigtig godt i 1. division, og derefter forhåbentlig gøre os gældende til Kvindeligaen.

– Derudover håber jeg på at kunne spille mig ind som en fast spiller på holdet, og på et tidspunkt kunne komme i betragtning til en kontrakt.

Se mere på Marias spillerprofil side.

Topfoto og portrætfoto af Maria “Mamme” Slott: Rasmus Lykke fra LokalUpdate.dk. Portrætfoto af Rasmus Good: Christian Midtgaard.