Vælg en side

Vi har talt med sportsdirektør Martin Møller Jensen, der sætter ord på oprykningssæsonen og forventningerne til udfordringerne i NordicBet Ligaen.

Tanker om den nære fortid og dét der venter lige om hjørnet.

Hvad lægger dig på sinde at fortælle om den forgangne sæson?

– Skal jeg sætte et par ord på det år vi har været igennem, så er vi først og fremmest lykkedes med at rykke op fra en historisk stærk 2. division og er efter 18 år tilbage blandt de 24 bedste hold i Danmark.

– Da grundspillet var slut lå vi nr. 1. Vi gik ubesejret gennem 2. halvdel af slutspillet, da det virkelig gjaldt. Vi har over hele sæsonen hentet 24 point mere end året før.

– Undervejs har vi givet debut til fem U19-drenge, hvoraf flere har budt sig til i de afgørende kampe. Og vi har ikke bare vundet, men overvundet markant større økonomier over 32 kampe på en base af over 60 % egen-udviklede spillere. Det er vi stolte over.

– Tusind tak til alle, der har støttet drengene og for den fantastiske opbakning, vi har fået sæsonen igennem. Opbakningen på Østerbro Stadion har været helt enestående, og det bliver også en vigtig faktor i den kommende sæson. Vi har brug for en stærk hjemmebane i 1. division.

Hvilken målsætning har I sat jer for den kommende sæson?

– Forberedelserne til de store udfordringer der venter os er allerede begyndt, og drengene ser sultne ud.

– Jeg er sikker på de intense kampe i slutspillet, har givet spillerne værdifuld erfaring, som vi kommer til at bruge i den kommende sæson.

– Vi har allerede et godt setup, som vi over tid har gearet mod 1. division. Men vi kommer til at bygge yderligere på, på rammerne om spillerne med respekt for vores værdier, vores historie og vores klub.

– Målsætningen er at etablere os i rækken med den stamme, der har ført os hertil, suppleret med et par nye profiler. Vi har allerede tilknyttet to (Michael Falkesgaard og Daniel Thøgersen) og forventer en-to tilgange mere i løbet af transfervinduet.

– Vi skal vænne os til en ny virkelighed og med et af 1. divisions mindste budgetter kommer vi ikke til at være favoritter.Men vi har det seneste år vist, at vi med en tydelig strategi og stor tro på ungdommen kan konkurrere mod – og besejre – langt større økonomier.

– Det får vi brug for, når vi lørdag den 22. juli starter i NordicBet Ligaen hjemme mod AaB. Jeg er sikker på, at drengene vil være klar til at præstere.

Topfoto og portrætfoto af Martin Møller Jensen: Christian Midtgaard.