Fredag aften venter endnu et brag på Østerbro Stadion, når topholdet Næstved møder vores 2. divisionsmandskab.
Vi har optakten med Lasse Frølund klar.
Assistenttræner Lasse Frølund om Næstved kampen
En lang tur hjem fra Thisted søndag. Hvordan har I selv tacklet og analyseret nederlaget? Det er tydeligt, at vi dominerer kampen, men vi bliver straffet efter et hjørne, der ikke bliver clearet. Vi er sikre på I har talt om netop dette forud for kampene, så hvordan får vi vendt det positivt nu og indøvet detaljerne, så vi kan få elimineret disse særdeles uheldige og ærgerlige mål i mod ved standardsituationer?
– Vi synes vi er rigtig godt forberedt på både offensive og defensive standardsituationer, men det er klart, at når vi ikke får clearet sådan en bold, så kan vores modstander score.
Hvad har analysen af Thisted kampen ellers vist? Hvordan er I tilfredse med de offensive aktioner og afslutninger?
– I bund og grund er vi fint tilfredse med udtrykket kampen igennem, men vi har talt en del om hvordan vi løser det offensive spil mod en modstander, der står meget kompakt og meget lavt.
– Vi skal være bedre til at identificere og udnytte de rum, som der trods alt er. Det er jeg sikker på vi bliver bedre til at løse, når vi møder noget lignende igen.
Nu venter topholdet Næstved i en fest på Østerbro Stadion fredag aften. B.93 Fanklub bager op til at skabe den store stemning på “Terrassen”. Hvordan vil I ud og repræsentere klubben i kampen? Kan I bruge træningskampen i sommer (5-3 til Næstved ude) til noget i forberedelserne eller vil det igen være ud fra analyser af Næstveds seneste kampe, at I vil anlægge taktikken?
– Det bliver rigtig fedt med en kamp fredag aften, og vi håber at der bliver helt fantastisk stemning på Terrassen. Vi vil i hvert fald gøre alt hvad vi kan, for at B.93 fans kan fortsætte festen når kampen er forbi.
– Vi har selvfølgelig kigget på træningskampen i opstarten og Næstveds kampe i turneringen, og så må vi se om den plan vi har lagt, er den rigtige – det tror vi helt bestemt det er.
– Men én ting er gameplan og noget andet er hvordan spillet udformer sig på banen. Næstved er meget stærke i deres udtryk og de har virkelig dygtige individualister, så det bliver en enormt svær kamp.
Der venter endnu en stærk modstander allerede på tirsdag 31. august, når Nykøbing FC gæster Østerbro Stadion i 2. runde af Sydbank Pokalen. To kampe mod særdeles stærke modstandere, som kan blive sæsondefinerende. Er I klar og glæder I jer til disse intense opgør, måske mere end de kampe hvor I ved I selv skal skabe chancerne og dominere et defensivt indstillet mandskab?
– Vi fokuserer kun på én kamp af gangen, og det er kampen på fredag. Den glæder vi os rigtig meget til, men den er helt sikkert ikke sæsondefinerende – uanset resultat.
Topfoto af Niels Morberg fra 4-2 sejren over FA 2000: Christian Midtgaard.