Vælg en side

B.93 kom godt igen lørdag i Århus, da nederlaget hjemme til Brabrand i 1. runde blev vekslet til tre point med en 4-2 sejr.

Aarhus Fremad – B.93 2-4 (1-3)

o-1 Oliver Carrara (14′)
0-2 Jeppe Erenbjerg (21′)
0-3 Jeppe Erenbjerg (41′)
1-3 Mathias Damgaard (44′)
1-4 Oliver Carrara (57′)
2-4 Mathias Damgaard (62′)

Riisvangen Stadion
417 tilskuere.

B.93 spillede – i dagens anledning – helt i hvidt, da holdet var på en svær udekamp i landets næststørste by.

Da vi mødte dagens modstander sidst, tabte vi med 5-0 som afslutningen på sidste sæson, og der var B.93 tydeligt meget umotiverede. Taget sidste lørdags nederlag (mod Brabrand) i betragtning var det bestemt med en vis spænding i kroppen man så B.93 løbe ind på banen.

Hvis man var i tvivl om holdets kvaliteter, så lad mig slå det fast: B.93 spillede en flot kamp. Holdet virkede meget motiveret, og spillede kreativt. Med masser af mandshjerte, bevægelighed og beslutsomhed – ikke mindst i første halvleg – vandt B.93 fortjent kampen.

Efter elendigt forsvarspil kom udeholdet foran på et mål af Oliver Carrara. Efter et sublimt angreb gjorde Jeppe Erenbjerg det til 2-0 til B.93 på en flot timet afslutning. Her skal der gå roser til vores nye venstre back Simon Schultz Christensen for et fremragende oplæg. Det er vist mange år siden, vi har spillet med to backs som har det samme fornavn – og begge med så højt niveau.

Tempoet var højt og kampen var intens,. Det var meget tydeligt at det var to hold, som gik hårdt efter sejren.

Efter et par meget heftige regnskyl slog udeholdet til igen. Intet kunne åbenbart bremse de meget velspillende 93’ere, og på endnu et flot kontrastød gjorde Jeppe Erenbjerg det til 3-0 med under fem minutter til til pausen.

Men kort før pausen efter et hjørnespark, hvor vores forsvar ikke fik bolden sendt væk, reducerede Aarhus Fremad til 1-3. Med disse cifre gik de to hold til pausen, efter en virkelig underholdende første gang 45 minutter.

2. halvleg startede i samme gode tempo, og det bølgede lidt frem og tilbage, før farlige Oliver Carrara gjorde det til 4-1 efter 57 minutters spil. Dermed virkede det som om der var lukket, men operaen er jo aldrig forbi før den lettere overvægtige dame har sunget, og efter en dødbold reducerede Aarhus Fremad på et hovedstød – hvor vi så meget passive ud.

Jeppe Erenbjerg trykker af. Foto: Christian Midtgaard.

Dette gav tydeligvis Fremad tro på det igen. Hjemmeholdet havde en kæmpe chance 10 minutter efter, og holdet fra hovedstaden var tydeligt pressede. B.93 havde et par opløb, som man måske kunne have udnyttet, men holdet holdt hjem – efter en god balance i hele kampen. Hjemmeholdet fik korrekt annulleret et mål kort før tid, og det blev ved 4-2 til B.93. At dømme efter cheftræner Thomas Nørgaards reaktion faldt den sejr på et tørt sted – trods regnen.

Der var en del roderi undervejs i kampen – og der laves selvfølgelig ikke så mange mål uden fejl i defensiven, men det var en underholdende og sjov kamp at overvære. Der skal lyde ros til de meget motiverede og godt kæmpende spillere fra B.93 – og især til vores trænerteam for tydeligvis at være godt forberedte og vælge de rigtige ind- og udskiftninger.

Dette set fra streamingen på Østerbro.

Sæsonens tre første point kom hjem efter en god indsats, og det må give en masse selvtillid.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Søren Sørensen (ud 46′)
Abdullah Iqbal
Simon Schultz Christensen

Mikkel Mouritz Jensen
Niels Morberg
Lauge Persson (ud 87′)

Jeppe Erenbjerg (ud 66′)
Souheib Dhaflaoui (ud 87′)
Oliver Carrara (ud 77′)

På bænken

Hamid El Idrissi (ind 46′)
Rasmus Brodersen (ind 77′)
Marcus Korang
Milan Silva Rasmussen (ind 66′)
Frederik Valbjørn (ind 87′)
Simon Rossil
Vitus Holm (ind 87′)

B.93 TV; B.93’s fire flotte scoringer

B.93 TV: Post-match interview med cheftræner Thomas Nørgaard

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Oliver Carrara og supplerende foto af den anden dobbelte B.93 målscorer fra tidligere kampe: Christian Midtgaard.