Vi er klar med optakten til opgøret ude mod FA 2000 onsdag aften.
Lasse Frølund om FA 2000 kampen
Super sejr i Århus i lørdags med gode offensive takter og lidt justeringer i måder vi normalt gør tingene på ifølge cheftræner Thomas Nørgaard i post-match interviewet. Hvad har den dybere analyse af kampen vist jer efterfølgende?
– Vi synes at vi har et meget flot udtryk i erobringsspillet, hvor spillerne leverer på et rigtig højt niveau. Vi har arbejdet en del med vores omstillinger, som også kaster tre mål af sig, så det er vi meget tilfredse med.
– Den dybere analyse holder vi for os selv.
Nu venter FA 2000 – igen på udebane, men ikke så langt væk – efter kampene er blevet byttet om, fordi Østerbro Stadion ikke var ledig. Vi mødte FA 2000 i en træningskamp i sommer og vandt overbevisende 4-0. Spillerne og jer i staben er helt sikkert kloge nok til ikke at tage træningskampe alt for nøje, men hvordan kan og vil I bruge kampen i forberedelserne?
– Træningskampen i opstarten brugte vi på at forbedre vores udtryk med og uden bold. Vi har ikke brugt den kamp i vores forberedelser.
– Vi har set FA 2000s kampe mod AB og Middelfart, og ud fra dem sætter vi den gameplan, som vi tror giver os de bedste forudsætninger for at præstere godt nok til at vinde kampen.
– Vi skal møde et hold, som er kommet flot i gang med sæsonen. De ligner os i forhold til deres evne til at få den rette intensitet ind i kampene.
– Spillerne giver altid alt hvad de har. De er meget afklarede i deres defensive principper og er ofte en trussel på omstillinger.
En midtuge og aftenkamp er heller ikke dem, der er flest af i sæsonen. Og ikke mange dage til at restituere siden turen til Aarhus – og søndag spiller vi så helt oppe i den anden ende af landet for at det ikke skal være løgn, mod Thisted FC. Hvordan får I fordelt kræfterne og lagt det rigtige tryk, så vi kan levere 110% på alle de facetter af kampen, hvor vi ønsker at præge spillet og fortsætte det offensive udtryk, vi som B.93’ere altid gerne vil være kendt for?
– Uanset hvem der spiller, så vil vi levere det udtryk, som vi arbejder på hver eneste dag.
– Hvis der er spillere, der har fysiske udfordringer, har vi en anden der tager over – det er vi ikke nervøse for.
Topfoto af Jeppe Erenbjerg fra kampen mod Aarhus Fremad Grundlovsdag 2021: Christian Midtgaard.