Vælg en side

Vi har på ny talt med assistenttræner Lasse Frølund forud for weekendens opgør. Kom med bagom forberedelserne.

Lasse Frølund ser frem til mærke opbakningen fra de mange tilskuere og stemningen på Terrassen.

Lasse Frølund om Hillerød kampen

Uafgjort hjemme mod Kolding IF foran et tændt hjemmepublikum med stærk opbakning fra unge såvel som gamle fans på lægterne. Hvordan har I evalueret på kampen?

– Det var en svær kamp mod en modstander, som meget gerne ville udnytte deres indlægsspil og standardsituationer. Der står vi virkelig godt imod, og det er en helt fantastisk udvikling vi har haft i forhold til at forsvare feltet.

– Kolding har rigtig mange høje spillere og har i det henseende en god fordel mod os, men vi forsvarer de situationer virkelig flot. Stor cadeau til den defensive indsats.

– Vi har tidligere set, at det kunne være en udfordring for os, når modstanderne har mest fokus på at fylde bolde i feltet og op mod vores forsvarer, men der har vi flyttet os rigtig meget, efter intenst arbejde på træningsbanen, så der er vi efterhånden rigtig komfortable.

– Vi har bolden meget hele kampen igennem, men har svært ved for alvor at spille igennem deres organisation, så det var én af de få kampe, hvor vi ikke for alvor sat vores offensiv op, som vi gerne vil.

– Til gengæld er opbakningen fra lægterne helt formidabel, og det sætter vi kæmpe stor pris på, så en kæmpe opfordring til alle om at komme på stadion igen på lørdag.

– I sådan en kulisse er det svært ikke at give ALT for at levere en flot præstation til dem som hjælper fra Terrassen. Det sætter vi enormt stor pris på!

Nu venter to topopgør. Først og fremmest Hillerød Fodbold, hvor vi bla. byder de to tidligere B.93’ere Christian Lønstrup og John Bredal velkommen tilbage. John Bredal fortæller os de kommer med et offensivt mind set og de har senest slået Thisted FC med imponerende 5-1. Hvad kender I til Hillerød og deres spillestil? 

– Hillerød har leveret på et rigtig højt niveau igennem hele sæsonen, og er i virkelig god pointmæssig form.

– De har ikke tabt siden august og har syv kampe i streg uden nederlag. Det er et enormt afklaret hold, som har dygtige spillere på samtlige positioner, så vi skal levere på et rigtig højt niveau på lørdag, hvor vi har fuld fokus på give alt inde på banen.

– Hillerød har mange facetter i deres spil, hvor de både kan kombinere sig igennem modstanderens organisation og også spille mere direkte på deres meget dygtige offensive spillere, så vi skal være enormt skarpe for at løse deres boldomgang.

– Vi har forberedt os virkelig godt, og føler os sikre på, at hvis vi følger den plan vi har lagt, så skal vi nok kunne ramme Hillerød med flot offensivt spil.

Kan vi også fortsat forvente en offensiv tilgang fra B.93? Så hvis ikke ligefrem indianerbold, så kan de forhåbentlig nok engang mange tilskuere på Tribunen se frem til to hold med ønsker om at skabe kampen på egne præmisser?

– Jeg tror meget på, at kampen på lørdag bliver virkelig seværdig for de, forhåbentlig, mange tilskuere.

– Det er en topkamp mellem to godt spillende hold, og vi skal nok gøre vores for, at den præstation vi lægger for dagen, er nok til at tage alle tre point.

Støt drengene og køb billet til kampen. Eller en af de fede B.93 klub- og fantrøjer, der samtidig giver adgang til alle hjemmekampe i 2021/22 sæsonen.