Et kig i historiebøgerne og andet før den store kamp.
Det er vist ikke den store hemmelighed, at vores 1. Herresenior spiller returkamp mod AGF torsdag i Sydbank Pokalen. Den første kamp i Aarhus endte med 3-1 til hjemmeholdet, hvilket betyder at vi kan gå videre med en 2-0 sejr for at nå semifinalen – og det bliver en meget svær opgave.
Du kan desværre ikke komme på stadion (i Farum) og se returkampen fra Sydbank Pokalen. Kampen spilles uden tilskuere på grund af corona-restriktionerne. Du kan dog nyde den hjemme i sofaen, hvis du har kanalen. Kampen sendes nemlig live på TV3+ med kampstart kl. 18.45 (optakt fra kl. 18.30).
Vores rolle bliver selvfølgelig som “holdet få regner med” (hvilket med al ønskelig tydelighed ses hos bookmakerne). I skrivende stund kan du dog hos visse bookmakere, få 40 gange pengene på en 2-0 sejr til B.93. Tendensen er dog klar – alle regner med at AGF går til semifinalen – dette er dynamisk og kan ændre sig hurtigt. Vi bliver dog næppe favorit …
Begge hold har haft gode resultater i weekenden. AGF vandt imponerende ude 1-0 mod FCM, mens B.93 (i Sundby Idrætspark) slog Holbæk med tenniscifrene 6-2 efter en flot indsats. Så begge hold kommer med selvtilliden på plads.
Vi har den laveste status af alle hold i kvartfinalerne, men bemærk vi er kommet længere end Brøndby, FCK og FCN i denne version af pokalturneringen.
Lad os kigge lidt historisk på opgørene mod AGF.
Vores pokalkampe mod AGF
Tre gange er holdene mødtes i pokalturneringen.
Første gang 30. juli 1978, hvor AGF i Vanløse Idrætspark vandt 2-1.
Anden gang var 6. november 2013, hvor AGF igen vandt, denne gang med 2-0 på Østerbro Stadion – seneste kamp er selvfølgelig den tidligere nævnte første kvartfinalekamp fra 10. februar.
Total statistik
B.93 har mødt AGF 62 gange, hvor 18 er vundet, 14 er endt uafgjort og 30 er tabt. Målscore er samlet på 116-122.
Første indbyrdes kamp
Blev spillet 19. maj 1929 (på klubbens 36 års fødselsdag), hvor B.93 vandt 3-1 i Idrætsparken på mål af Kaj Uldaler, Georg Hansen og Poul Offenbach, bedre kendt som Buffer. Sejren var med til at sikre B.93 sin tredje DM-titel.
Store sejre over AGF
Vi har faktisk et par kæmpe sejre over vores modstander i kvartfinalen – især ude. I 1939 vandt B.93 i Aarhus hele 8-1 på mål af Helmut Nielsen (4), Kaj Hansen (2), Helmuth Søbirk og Jørgen Hammeken.
Den største sejr til B.93 kom i jubelsæsonen 1945/46, hvor B.93 – igen i Aarhus – vandt med hele 9-0, blandt andet på imponerende fem mål af fynboen Jørgen Leschly Sørensen. Det var samme år (1946), hvor B.93 vandt sit niende, og foreløbig sidste, mesterskab.
Da vi “snød” AGF
I 1982 – det år hvor vi vandt pokalfinalen – blev sæsonens sidste kamp hjemme spillet i Idrætsparken foran 7.500 tilskuere i november. B.93 havde kun æren at spille for, men fik alligevel 2-2 mod AGF. Dette betød, at AGF blev snydt på målstregen af OB (vores venskabsklub) og fynboerne blev mestre det år.
Bonusinformation
Der vil være et par nye ansigter (hvor I måske kender et par af dem) på B.93’s bænk til AGF-kampen:
Lasse Frølund er assistenttræner på 1. holdet.
Jonas Ratzer er fysisk træner. Dette er indendørs og udendørs træning med fokus på styrketræning og forebyggende træning.
Phillip Jensen er ny som holdleder. Han assisterer Glatter, mest på kampdage.
Christian Flindt er fysioterapeut, behandler spillere og stiller diagnose.
Pudsigt nok vil der være en tidligere B.93’er på AGF’s bænk, nemlig Morten Karlsen, som opnåede 145 kampe (to mål) for B.93 i perioden 1997 til 2002. MK er assisterende træner for AGF, og kommer lige fra et job som cheftræner i HB Køge. Han tiltrådte i AGF i august 2020.
God vind og held og lykke til alle omkring holdet.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Gastón Szerman / Gonzales Photo.