Vælg en side

1. Herresenior har nu samme pointantal, som da holdet gik ind til slutspillet i sidste sæson. Nicolaj Thomsen og Tammer Bany scorede begge på hovedstød.

Brabrand IF – B.93 1-2 (0-0)

1-0 Nicolaj Thomsen (56′)
2-0 Tammer Bany (70′)
2-1 Christoffer Maul Petersen (85′)

Brabrand IF’s Idrætsanlæg
187 tilskuere.

Udesejr i Brabrand holder liv i B.93’s oprykningsdrømme

Efter sejren over Skive hjemme på Østerbro Stadion i sidste weekend, viste B.93, at man også kan vinde kampe i ”det mørke Jylland”: Lørdag eftermiddag blev det således til en flot 2-1 sejr ude over Brabrand.

Tammer Bany og Nicolaj Thomsen nettede for gæsterne i anden halvleg, mens Kasper Andersen reducerede for hjemmeholdet til sidst.

Det var da også udeholdet, som kom bedst fra start allerede efter fire minutter. Tammer Bany brød igennem i venstre side og via Jeppe Erenbjerg havnede bolden hos anfører Mikkel Mouritz Jensen, hvis forsøg dog blev bremset af Brabrand-forsvaret og endte i næverne på målmand Casper Andersen.

Fem minutter senere var gæsterne igen på spil, da Erenbjerg på ny var katalysator for et lovende angreb, som dog endte med en misbrugt chance til Tammer Bany.

Tredje gang blev heller ikke lykkens gang, da Nicolaj Thomsen var helt fri foran mål efter et ellers godt indlæg fra en veloplagt Tammer Bany. Den ellers så træfsikre topscorers Thomsens forsøg blev dog fornemt pareret af Casper Andersen, og efterfølgende fløjtede dommer Sebastian Tornhøj Nielsen ydermere for offside, så en scoring alligevel ikke ville have talt.

Chancemæssigt skete der ikke ret meget mere i første halvleg, mens hjemmeholdet fik sin første rigtige mulighed fem minutter efter sidebyttet, da Christian Helev ikke fik ordentligt træf på et hovedstød efter en høj bold ind i feltet.

Så kom målene!
Ti minutter inde i anden halvleg kom målene endelig, og fuldt fortjent var det de gæstende københavnere, som åbnede målscoringen.

Efter et godt angreb fik B.93’erne etableret et højt pres, og det blev 1-0, da Mikkel Mouritz Jensen med et udsøgt indlæg fandt Nicolaj Thomsen, som med hovedstødsmålet kunne fejre sin syvende sæsonscoring i 2. division. De tre af dem er alene scoret i de seneste fire kampe. Den tidligere AaB-, FCK- og SønderjyskE-profil har virkelig markeret sig som ligaens måske største profil i dette efterår.

Nicolaj Thomsen scorede til 1-0 for B.93. Foto: Christian Midtgaard.

Knap 13 minutter senere blev det endnu bedre for Byens Ægte Hold, da Jeppe Erenbjerg, trods mangel på balance, på en dybdebold fik sendt bolden ind i hovedet på Tammer Bany, som ligeledes kæmpede med fodfæstet i situationen, men som alligevel kunne fordoble føringen og samtidig glæde sig over sin sæsontræfter nummer fem.

Det lignede en sikker sejr til B.93, men alligevel blev der spænding om udfaldet til sidst. Brabrand-spillerne vandt bolden på midten af banen med seks minutter igen, og som afslutning på dét angreb kunne Kasper Andersen chippe bolden over Viktor Anker, og dermed gøre sig selv til målskytte for anden kamp i træk og for femte gang i dette efterår. Han er dermed Brabrands topscorer.

Tættere på kom de blåblusede dog ikke, og efter slutfløjtet kan B.93 glæde sig over, at man kun har tabt tre ligakampe i den sæson, som nu går på vinterpause indtil 11. marts, hvor vi møder Thisted FC hjemme på Østerbro Stadion.

Facit forud for den lange pause er en foreløbig tredjeplads, hvilket AB dog kan ændre på med en sejr over netop Thisted FC søndag eftermiddag. Der er dog hård kamp om pladserne blandt de fire tophold Esbjerg, Aarhus Fremad, AB og B.93, så drømmen om oprykning lever i bedste velgående ved indgangen til de sidste kampe i grundspillet og oprykningsspillet, som man trods alt må være selvskreven deltager i.

Udtalelse fra cheftræner Kim Engstrøm

– Vi leverer i dag en stærk indsats på en svær udebane, hvor rammerne virkede lidt som en træningskamp en kold vinterdag.

– Vi er i kontrol på bolden det meste af kampen, hvor vi var meget afklarede på det Brabrand ville både med og uden bold. Så stor ros til alle spillere og stab for at løse opgaven super godt.

– Vi vidste det ville blive vanskeligt at nedbryde Brabrand, men vi fik hul på dem i løbet af anden halvleg med to gode scoringer.

– Nu går vi på vinterpause med et stærkt efterår bag os. Vi kigger udelukkende på os selv og fokuserer på de kampe, som vi kan gøre noget ved.

– Vi har nu 35 point i 16 kampe og rækkens bedste hjemmebane.

– Vi glæder os til at vi kan bygge på henover pausen, så vi står knivskarpe lørdag 11. marts kl. 15.00 hjemme på Østerbro Stadion mod Thisted FC.

Fra 2-division.dk/streaming

Holdet på banen

Viktor Anker

Rasmus Brodersen
Emil Christensen
Søren Sørensen
Sebastian Kroner

Niels Morberg
Mikkel Mouritz (ud 78′)

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen (ud 84′)
Milan Silva Rasmussen (ud 61′)

Tammer Bany (ud 78′)

På bænken

Aris Vaporakis
Abdullah Iqbal
Simon Schultz Christensen
Andreas Heimer (ind 78′)
Frederik Høgh (ind 84′)
Martin Conley (ind 78′)
Emmanuel Ogude (ind 61′)

B.93 TV: Goalshow med de to hovedstødsmål

Kampreferat af Henrik Hvillum.
Topfoto og supplerende foto: Christian Midtgaard.
B.93 TV: Jeppe Erenbjerg.

Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.