B.93 spillede en 1. halvleg helt udover det sædvanlige og var foran 5-0 i pausen. Det endte 6-1 søndag eftermiddag ude over AB på Gladsaxe Stadion.
AB – B.93 1-6 (0-5)
0-1 Jeppe Erenbjerg (8′)
0-2 Tammer Baby Odeh (10′)
0-3 Souheib Dhaflaoui (12′)
0-4 Jeppe Erenbjerg (27′)
0-5 Tammer Baby Odeh (38′)
1-5 Mathias Juul Kisum (67′)
1-6 Jeppe Erenbjerg (87′)
Gladsaxe Stadion.
397 tilskuere.
Forløsning
Jeg sidder netop og skriver referat af B.93’s kamp, mens FCK spiller mesterskabet hjem. For mig er der kun et Byens Hold, og det er B.93.
Jeg vil gerne indrømme at jeg har svigtet lidt på det sidste, hvor jeg ikke har set holdet. Skuffelsen over manglende resultater har gjort ondt. Det ikke en undskyldning, bare en konstatering af at skuffelsen over ikke at spille med om oprykning var alt for stor.
Det bliver så heller ikke bedre af, at jeg tager på Gladsaxe Stadion og ser et suverænt ’93 hold som udraderer et AB hold og vinder 6-1. Hvis og hvis nu, det kan vi ikke bruge til noget, men hold da op hvor kan det hold spille bold og jeg er fuld af fortrøstning for fremtiden.
Solen tittede frem netop som kampen skulle i gang. Et fantastisk flot græstæppe lagde perfekte rammer for kampen. Jeg var gudskelov på plads fra start af, og det skulle man være, for B.93 scorede tre mål inden for 12 minutter.
B.93 lagde et højt pres fra starten og alle deltog i presspillet. Der var få berøringer og bolden blev spillet rundt i et højt tempo, hvor AB blev totalt udspillet i starten af kampen.
Efter 8 minutter blev der kombineret gennem AB´s forsvar. Oliver Carrara afsluttede, men blev halvklaret og Jeppe Erenbjerg fulgte op og sparkede bolden sikkert i mål.
Efter 10 minutter havde AB’s målmand et dårligt udspark. Bolden blev samlet op af bla. Tammer Bany Odeh, som scorede sikkert til 2-0.
To mimutter efter var det Souheib Dhaflaoui, som scorede helt suverænt til 3-0 efter fremragende kombinationer og udplacerede målmanden.
Så sad man der og tænkte, hvordan h…… har dette hold kunne tabe med de berømte små marginaler. Alt gled, kombinationerne, angrebene, indlæggene, presspillet og et hold som alle mand var på.
De tillod aldrig AB at komme ind i kampen. De var farligst på deres hjørnespark, som de også havde en del af.
I det 27. minut kom der et skarpt indlæg fra Rasmus Brodersen, som spillede en suveræn kamp, og Jeppe Erenbjerg scorede sit andet mål. B.93 vandt ofte bolden i sit genpres lige meget hvor på banen det var, og det var hele holdet som deltog i presset.
I det 38. minut brød Rasmus Brodersen igennem igen med høj fart og en voldsom gennembruds hidsighed og serverede bolden til Tammer Bany, som scorede sikkert og uden chance for AB-keeperen
Sådan sluttede 1 halvleg og man tænkte, at denne gang kunne det så ikke gå galt næsten lige meget hvad, og det gjorde det heller ikke.
Trænerteamet valgte to ind- og udskiftninger i 2. halvleg. Andreas Pyndt blev taget ud og det samme blev Abdullah Iqbal. Begge to havde spillet en fantastisk 1. halvleg, så det var ikke utilfredshed med deres spil der var grunden. Ind kom Søren Nørgaard og Søren Sørensen.
I det meste af 2. halvleg blev det det meget stillingskrig, AB havde besluttet at lukke de store huller, og kæmpede trods alt stadig, selvom det var mod overmagten.
Der var en masse duelspil og fight i 2. halvleg. Det kunne AB ikke altid administrere – og det kunne dommer Casper Thorsøe heller ikke. Han havde nogle mærkelige kendelser i situationer, hvor spillerne ikke passede på hinanden, så i stedet for at fløjte til frispark, valgte han at give gult kort når spillerne og trænerne for begge hold brokkede sig. Altid tegn på en dårlig dommer. Lidt trist han endnu engang valgte at sætte sig selv i fokus, det var ikke nødvendigt.
I det 58. minut skiftede B.93 Souheib Dhaflaoui og Tammer Bany ud. Ind kom Mican Atici og Milan Silva Rasmussen.
Oliver Carrara var en evig trussel også i denne kamp og arbejdede godt i alle faser af spillet. Han skabte selv en kæmpe chance, men desværre sparkede han bolden over mål.
I det 67. minut fik AB endelig et mål, da Mathias Juul Kisum sprintede over en halv bane og sparkede bolden flot op i hjørnet.
I det 75. minut blev Rasmus Brodersen skiftet ud til fordel for Daniel Soidik.
I det 87. minut lagde AB keeperen en fejlaflevering. Bolden blev samlet op af en 93’er, der giver Jeppe Erenbjerg bolden. Jeppe udplacerede målmanden og scorede dermed sit hattrick.
Det var en forløsning for hele holdet. Alle spillerne og ikke mindst trænerteamet med Thomas Nørgaard i spidsen. Der bliver arbejdet så hårdt på alle planer. De fortjente alle at få den sejr og opleve den succes, de fortjener.
Highlights
Se alle målene og øvrige højdepunkter.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Rasmus Brodersen (ud 75′)
Hamid El Idrissi
Abdullah Iqbal (ud 46′)
Sebastian Kroner
Andreas Pyndt (ud 46′)
Mikkel Mouritz
Souheib Dhaflaoui (ud 58′)
Jeppe Erenbjerg
Oliver Carrara
Tammer Bany Odeh (ud 58′)
På bænken
Simon Rossil
Daniel Soidik (ind 75′)
Søren Nørgaard (ind 46′)
Niels Morberg
Søren Sørensen (ind 46′)
Mican Atici (ind 58′)
Milan Silva Rasmussen (ind 58′)
Topfoto af Jeppe Erenbjerg fra en tidligere kamp: Christian Midtgaard.
Kampreferat v) Frank Nielsen.