Vælg en side

Vi har fået et rigtig godt indtryk af Cathrine.

B.93’s bedste kvindehold har tilknyttet Cathrine Buccat Graversen frem til sommer. Hun har senest spillet for ASD Calcio Pomigliano i Italien (Serie B). Hun indtræder som nr. 17 i truppen og spiller normalt back. Efter pålidelige rygter, er Cathrine med i truppen til kampen lørdag mod Sundby.

Vi fik et par udtalelser fra spilleren og cheftræneren.

Cathrine Buccat Graversen

– Efter et mindre succesfult ophold i Italien samt en række begrænsninger grundet Covid-19, valgte jeg at blive hjemme i Danmark for en stund.

– Af den årsag skulle jeg finde mig en klub herhjemme igen. Umiddelbart havde jeg ikke det store kendskab til B.93, udover det faktum at de havde taget en masse nye tiltag, fået ny trænerstab, og havde en del ambitioner. De har haft hele efteråret til at få det etableret ordentligt og bygget et godt fundament op, hvilket de også har formået at gøre – det kan i hvert fald mærkes den dag i dag.

– Nu var jeg i B.93 tilbage i forårssæsonen 2019, og man kan virkelig mærke en forskel. Der er meget mere fokus på de små detaljer, såsom forberedelse, taktik, mentalitet osv. Derudover virker det hele også mere organiseret.

– Holdet er et meget ungt hold, men besidder utroligt meget talent og potentiale for fremtiden. Med det setup og de redskaber vi får tildelt, så ser jeg en god mulighed for at nå langt. I første omgang kvalificere os til Kvindeligaen igen. Så længe vi tror på egne evner og på holdet, så skal det nok lykkes.

Rasmus Good

– Cathrine kommer ind med noget erfaring. Hun har prøvet nogle forskellige ting og har været i udlandet, hvilket er ønskedestinationen for langt de fleste i truppen. Hun kommer med en stor ro, virker afklaret med sig selv og hvad hun er god til.

– Vi har fået et rigtig godt indtryk af Cathrine som person. Hun er meget lærevillig, hvilket er det vigtigste træk hos vores spillere og så kan hun godt lide vores metodik som er meget analytisk og meget taktisk.

– Hun har været i klubben før og har spillet på højeste niveau i landet før og det er noget erfaring, vi ikke har forfærdelig meget af.

– Som spiller har vi også fået et rigtig godt indtryk, især i kampen mod FCN hvor hun blev kastet ind før aftalt, da Thrige måtte udgå og gjorde det rigtig godt mod en af ligaens bedste kanter. Dette kun efter en uges træning, så det lover godt for fremtiden.

– Aftalen er at hun hjælper os med vores projekt frem til sommer og så prøver vi at rykke hende så meget som muligt indtil da og så ser vi hvor begge parter står efter det.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto fra 2019-arkiv og portrætfoto af Cathrine fra marts 2021: Christian Midtgaard. Portrætfoto af Rasmus Good: Claus Vandborg.