Vælg en side

B.93 vandt lørdag aften hjemme med 3-1 over Skive. Kampen blev udsat to en halv time på grund af lukningen at Storebæltsbroen tidligere på dagen. Emmanuel Ogude kom tilbage på scoringstavlen for B.93.

B.93 – Skive 3-1 (1-0)

1-0 Mikkel Mouritz, straffe (16′)
2-0 Emmanuel Ogude (82′)
3-0 Nicolaj Thomsen (87′)
3-1 Mads Thorsøe Bager (89′)

Østerbro Stadion
643 tilskuere.

Optakten til lørdagens kamp på Østerbro Stadion var ikke ligefrem ideel for de to hold. En midlertidig lukning af Storebæltsbroen truede i en periode kampens gennemførelse, da Skives spillerbus sad fast i køen ved broen. I sidste ende blev kampen dog afviklet med to en halv times forsinkelse.

Især for Skive var det vanskelige betingelser, da spillerne måtte sidde næsten otte timer i spillerbussen, før holdet nåede frem til Østerbro Stadion.

B.93´s cheftræner Kim Engstrøm overraskede med en startopstilling uden profilen Nicolaj Thomsen, og med så stærke offensive kræfter som Jeppe Erenbjerg, Emmanuel Ogude og Tammer Bany på bænken.

Til gengæld var forsvarskrumtappen Emil Christensen tilbage i startopstillingen. Han tilførte 93-defensiven ro og stabilitet.

De til lejligheden bordeaux-klædte skibonitter gik til opgaven med et defensivt udgangspunkt. De overlod størstedelen af spillet til B.93, som dog ikke formåede at gennembryde gæsternes kompakte defensiv. En tung og svampet bane gjorde det heller ikke nemmere for de tekniske 93ere.

Og dog! For netop den tunge og svampede bane kom 93erne til hjælp efter et kvarters spil: En Skive-forsvarer ville sparke en tværpasning væk fra eget felt, men skvattede i stedet på det fedtede underlag og kom til at ramme bolden med armen i faldet. Straffespark. Mikkel Mouritz sparkede – som så ofte før – bolden knaldhårdt i nettet til højre for målmanden.

Stort mere skete der ikke i en chancefattig første halvleg. B.93 havde et par behjertede forsøg mod Skive-målet, men kunne ikke for alvor åbne jydernes forsvar.

Skibonitterne var ikke helt uefne, når de fik kæmpet sig op på hjemmeholdets banehalvdel. Tættere på end angriberen Oliver Østergaards forsøg midt for mål kom de dog ikke. Og dét forsøg tog den store målmand Anker sig sikkert af.

643 tilskuere så den sidste hjemmekamp i 2022 i november vejret. Stærkt. Foto: Christian Midtgaard.

Fra anden halvlegs start vovede gæsterne sig dog længere frem på banen og tilkæmpede sig overtaget mod et 93-hold, der kæmpede med at holde fast i bolden i halvlegens indledning.

93-forsvaret skal dog roses for – stort set – at holde gæsterne fra åbne muligheder i denne fase af kampen. En ballonbold, der dumpede ned på overliggeren, var det tætteste Alexander Fischers tropper kom en udligning.

Efter godt en times spil kom så indskiftningen, de fleste af de 643 tilskuere ventede på. Nicolaj Thomsen blev bragt i spil sammen med Martin Conley og Emmanuel Ogude.

Den tredobbelte indskiftning gav da også 93erne en større andel af spillet, om end det fortsat ikke var prangende. Emmanuel Ogude fik en stor mulighed for at bringe B.93 på 2-0, men kom helt skævt ind mod bolden, da han skulle afslutte i oplagt position midt for mål.

”Emmy” fik dog chancen igen otte minutter før tid. På et hjørnespark fra højre kom han foran en Skive-forsvarer, og drejede smukt bolden forbi Nørgaard i Skive-målet. 2-0! Skønt at se ”Emmy” på scoringstavlen igen.

Kort efter blev det tilmed 3-0, da et pragtfuldt indlæg fra venstre havnede i hovedet på hvem andre end Nicolaj Thomsen, der snittede bolden i mål. Stor ros til Mikkel Mouritz, der ikke blot scorede 1-0-målet, men også lagde op til de to andre scoringer.

Anfører Mikkel Mouritz fører bolden frem i kampen mod Brabrand tidligere på sæsonen. Foto: Christian Midtgaard.

3-0 gav dog ikke et helt rimeligt billede af kampen, hvor Skive havde været godt med frem til slutfasen. Derfor var det også fortjent, at gæsterne nåede at få pyntet på resultatet i kampens døende minutter. Mads Bager var manden bag reduceringen på et hovedstød efter hjørnespark.

Det var dog ikke nok til at bringe 93-sejren i fare. En fantastisk flot hjemmebanesæson blev dermed fuldbyrdet.

B.93 går ubesejrede gennem efterårssæsonen på Østerbro Stadion. At spillerne har vundet publikums hjerter vidner den flotte opbakning gennem hele sæsonen om. Over 600 tålmodige 93ere gav pokker i at skulle vente to en halv time og hyldede holdet efter fortjeneste.

Man kan kun ærgre sig over én ting: At vi nu skal vente fire måneder på næste hjemmekamp.

Udtalelse fra cheftræner Kim Engstrøm

– Vi er selvfølgelig glade for de tre point i dag. Det blev aldrig nogen rigtig køn spillet fodboldkamp. Det indbød banen desværre ikke helt til. Vi viste dog i dag at vi også kan arbejde sejre hjem med knaldhårdt arbejde.

– Vi havde i dag skiftet en del friske spillere ind i startopstillingen, og det gav pote. De krigede hårdt de første 60 minutter.

– Så kunne vi også de sidste 30 minutter have friske spillere på banen, hvilket helt klart var med til at gøre en forskel.

– Vi havde en forventning om at de indskiftninger vi ville foretage i dag kunne gøre en forskel. Og det holdt stik. Det så vi tydeligt på de sidste to målscoringer.

– Stor ros til hele holdet, der var med til at vinde i dag.

– Vi tog endnu en sejr på hjemmebane, hvor vi har været utrolig stærke her i efteråret. Med et stærkt fremmøde på lægterne blev vi igen båret godt frem.

– Tusind tak for støtten her i efteråret. Uden jer kunne vi ikke gøre det så godt.

– Nu skal vi have sluttet efteråret godt af på lørdag i Brabrand.

Fra 2-division.dk/streaming

Holdet på banen

Viktor Anker

Rasmus Brodersen
Emil Christensen (ud 84′)
Abdullah Iqbal
Sebastian Kroner

Niels Morberg (ud 62′)
Mikkel Mouritz

Ahmed Daghim
Andreas Heimer (ud 62′)
Milan Silva Rasmussen (ud 72′)

Frederik Høgh (ud 62′)

På bænken

Aris Vaporakis
Søren Sørensen (ind 84′)
Martin Conley (ind 62′)
Jeppe Erenbjerg (ind 72′)
Nicolaj Thomsen (ind 62′)
Emmanuel Ogude (ind 62′)
Tammer Bany

B.93 TV: Goalshow

Kampreferat af Mads Mazanti.
B.93 TV: Jeppe Wermuth.
Topfoto af Man of the Match Ahmed Daghim og supplerende fotos: Christian Midtgaard.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.