Vælg en side

B.93 tog på ny tre point, da Dalum gæstede Østerbro Stadion lørdag.

B.93 – Dalum 2-1 (1-0)

1-0 Simon Wæver (9′)
2-0 Souheib Dhaflaoui (67′)
2-1 Jacob Mikkelsen (71′)

Østerbro Stadion
346 tilskuere.

For at holde liv i det spinkle håb om at fravriste Jammerbugt førstepladsen var en sejr i lørdagens kamp mod midterholdet Dalum påkrævet. Et opsat B.93-hold satte sig da også på spillet fra kampens start, og det blev belønnet allerede i det niende minut: Et smukt gennemført angreb endte i højre side, hvor Jeppe Erenbjerg stak den ekstremt angrebslystne højre back Simon Wæver fri i feltet. Wæver udplacerede fladt fynboernes målmand, og så var B.93 i front.

De rødklædte gæster forsøgte at forpurre 93ernes kombinationsspil med en overbefolket midtbane foran en trebackkæde, men det unge 93-hold løste opgaven fint med kvikt spil langs jorden på en grønsvær, der blev gjort hurtig af bygerne, som silede ned over Østerbro Stadion.

Kun sporadisk var odenseanerne farlige på hjørnespark, mens B.93 med lidt held godt kunne have bragt sig yderligere i front før pausen, blandt andet havde Mikkel Mouritz et godt skudforsøg, der blev rettet af og voldte målmanden problemer. Men 1-0 stod sig til pausen.

Efter pausen var 93erne stadig klart dominerende. Oliver Carrara var tæt på at øge føringen med et lumsk skud, men vi skulle hen til midten af anden halvleg, før B.93 kom på 2-0. Igen var Jeppe Erenbjerg i oplæggerens rolle. Han slap fri i højre side og fandt med en flad tværpasning en meget aktiv Souheib Dhaflaoui, der alene i feltet blot skulle sætte indersiden på for at øge 93-føringen.

Med 2-0-scoringen syntes kampen lukket, fordi Dalum indtil da ikke havde udvist nogen vilje til at blæse til angreb. Men kort efter scoringen fik de en livline i form af en hurtig reducering. Et hjørnespark fra højre blev hældt ind i hovedet på den tårnhøje midterforsvarer Jacob Mikkelsen. Hans hårde hovedstød sjuttede i det våde græs foran Vaporakis og smuttede i nettet.

Målet fik endelig odenseanerne ud af busken. I kampens sidste tyve minutter pressede de spillet op på 93ernes banehalvdel. En kamp, B.93 ellers havde styret sikkert, lå nu pludselig på vippen. Heldigvis gik der ikke panik i de unge 93ere, der modstod angrebsbølgen og færgede sejren i land. Især gjorde midterforsvareren Abdullah Iqbal sig positivt bemærket. Fortjent blev han kåret til kampens spiller af fanklubben. Han beviste, at det ikke kun er offensive talenter, B.93 Akademiet udklækker.

Med sejren holdt B.93 liv i håbet om at nå førstepladsen, om end det synes meget spinkelt med seks points op og kun to runder tilbage. Men hvordan det end måtte ende, har denne sæson været et stort gennembrud for ungdomsarbejdet i B.93. Fremtiden tegner lys på Østerbro.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Søren Sørensen
Abdullah Iqbal
Benjamin Lund (ud 63′)

Niels Morberg
Mikkel Mouritz
Lauge Persson (ud 63′)

Jeppe Erenbjerg (ud 84′)
Souheib Dhaflaoui
Oliver Carrara (ud 69′)

På bænken

Milan Rasmussen (ind 63′)
Rasmus Brodersen (ind 63′)
Mican Atici (ind 69′)
Morten Hegaard (ind 84′)
Daniel Stückler
Malthe Weisdorf
Simon Rossil

TV Bellas reportage fra kampen

 

Skrevet af Mads Mazanti.
Topfoto af Christian Midtgaard.