B.93 fik som det første hold i denne sæson point med hjem fra Jammerbugt FC’s hjemmebane.
Jammerbugt FC – B.93 0-0
Kunstgræsbane i Jetsmark
Kampen afviklet uden adgang for tilskuere.
Topkampen mellem Jammerbugt og B.93 blev afviklet på en forblæst kunstgræsbane i Jetsmark og overværet af denne referent på en yderst tvivlsom streaming-linje fra Ekstra Bladet+, så derfor må jeg fatte mig i korthed.
B.93 dominerede markant i kampens første halve time, men havde ikke nøglen til at lukke en solid Jammerbugt-defensiv op. I stedet fik de turkisblusede nordjyder kampens første muligheder. Først med et skud, der blev pareret af Vaporakis, derpå med et hovedstød, der dumpede ned på 93-overliggeren.
Efter de to muligheder kom Jammerbugt bedre med i spillet, men 0-0 stod sig til pausen.
I anden halvleg fortsatte billedet fra slutningen af første halvleg: B.93 mest på bolden, Jammerbugt farligst. Et par fine parader fra Vaporakis forhindrede en nordjysk føring.
Træner Thomas Nørgaard forsøgte at sætte fut i 93-offensiven med en tredobbelt indskiftning midt i halvlegen. Men vi skulle hen til slutningen af kampen, før det for alvor blev farligt i begge felter.
Jeppe Erenbjerg var tæt på for B.93 med et kanonskud lidt udenfor feltet midt for mål, men Jammerbugt-målmanden fik fingrene på, så bolden strøg over mål.
Dog var Jammerbugt endnu tættere på scoring fem minutter før tid med et forsøg, der dumpede ned på underkanten af overliggeren og sprang i spil igen.
I overtiden følte begge hold sig snydt for et straffespark, men det blev ved 0-0 i en kamp, hvor B.93 spillemæssigst var bedst, men Jammerbugt generelt var farligst.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver (ud 66′)
Søren Sørensen
Adam Emme (ud 85′)
Benjamin Lund
Hamid El Idrissi
Mikkel Mouritz
Lauge Persson (ud 66′)
Jeppe Erenbjerg
Souheib Dhaflaoui
Mican Atici (ud 66′)
På bænken
Milan Rasmussen (ind 66′)
Rasmus Brodersen (ind 66′)
Oliver Carrara (ind 66′)
Hassan Elsayed (ind 85′)
Daniel Stückler
Simon Rossil
Skrevet af Mads Mazanti.
Topfoto af Mikkel Mouritz fra kampen mod AGF af Christian Midtgaard.