AaB fra Superligaen venter på B.93’s unge 2. divisionsherrer i Sydbank Pokalen.
B.93 har fået en spændende lodtrækning. Vi skal på hjemmebane møde AaB fra landets øverste række. Vi kan næppe sige andet end det er en svær kamp, men det er der sikkert mange der vil ytre sig om fremover.
Spillested
Kampen skal spilles tirsdag 8. december kl. 17.00. på Right to Dream Park, der som bekendt FC Nordsjællands normale hjemmebane. Kampen vises på Viaplay.
Billetsalg
NB! Alle tilgængelige billetter er udsolgt pr. 24. november cirka kl. 14.30, webred.
Du kan købe billet til kampen mod AaB via boldbillet.dk fra tirsdag 24. november kl. 8.00.
Du kan finde alle B.93’s kampe her.
Om B.93’s kampe i Sydbank Pokalen 2020
Vores modstander i 3. runde af Sydbank Pokalen var jo ASA fra Aarhus, som er placeret i Jyllandsserien, og her blev det en sikker sejr på 4-1 (1-1) til B.93. På vej til den kamp vandt vi – i 1. runde – uden kamp mod Rønne IK (som trak sig, da de ikke kunne stille hold), mens det blev til en 3-0 sejr i næste runde ude mod Solrød.
Så vejen til 4. runde har været overskuelig, men kampene skal jo vindes. Nu venter en helt anden kaliber modstander. Det bør blive en seværdig kamp.
Bonusinformation
B.93’s pokaltraditioner er ikke så store, men i “gamle dage” vandt vi KBU’s pokalturnering 13 gange. Sidste gang i 1953, hvor vi slog AB 2-1 foran over 10.000 tilskuere (det var gode tider med tilskuere dengang).
I 1955 indførte DBU den landsdækkende pokalturnering, og der har vi været i semifinalen to gange, nemlig i 1967 og 1973, og den største præstation var da vi i 1982 vandt DBU’s pokalturnering ved at slå B.1903 over to kampe (med et par af de nuværende ledere i truppen). Den første kamp – i den daværende Københavns Idrætspark – endte 3-3 efter forlænget spilletid, og vi vandt 1-0 i omkampen samme sted.
I 2017 nåede vi ottendedelsfinalen, hvor vi i Parken tabte 0-3 til FCK fra øverste række, en kamp – som modsat finalen i 1982 – blev sendt i tv. Vi gjorde en god figur, men var selvfølgelig oppe mod overmagten mod et hold som lå i toppen af landets bedste række.
Ekstra bonusinformation
Første gang vi mødte AaB var i 1929, og vi havde dengang store sejre mod dem. Den ene var på hele 12-1. Det var i 1. division i 1930, endda på udebane. Hjemmekampen (i Idrætsparken) blev spillet d. 23/8 i 1931 og den sluttede 15-5 (4-2) til B.93. Den sidste kamp er historisk, da det er den mest målrige kamp i hele DM-turneringens historie.
AaB har jo en tidligere B.93 `er i truppen – nemlig Jores Okore – som forlod os i ungdomstiden og tog til FC Nordsjælland. Siden har han spillet i Aston Villa, FCK og nu AaB. Jores har spillet på det danske A-landshold otte gange + syv gange på U 21 -landholdet. Ham vender vi tilbage til når vi kommer ind i december.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra arkiv.