Vælg en side

Fredagsfest vendt til pointtab.

 

B.93 – AB 1-1 (1-0)

1-0 Frederik Høgh (6′)
1-1 Frederik Ellegaard (95′)

Østerbro Stadion
810 tilskuere.

Det lignede længe den anden hjemmesejr i træk for B.93, da man i københavnerklassikeren mod AB førte 1-0 på et mål af Frederik Høgh. Denne fejrede sin debut i startopstillingen med at score allerede efter 5 minutters spil.

Men skæbnen var nok engang hård ved ’93’erne, da dommer Nicki Nordlund Hansen dømte straffespark til AB i de allersidste sekunder, som Frederik Ellegaard omsatte med kampens absolut sidste spark til slutresultatet 1-1.

Som nævnt startede det ellers godt for Thomas Nørgaards tropper. Efter det ærgerlige nederlag i Thisted i sidste weekend kom man ud med gejst og spillelyst, og det resulterede i Frederik Høghs første scoring for hjemmeholdet. Et fornemt kombinationsspil mellem flere spillere i venstre angrebsside kulminerede med 28-årige Høghs fod på bolden, som trillede i mål. God fodbold!

Det var blot hans fjerde kamp for klubben, og altså den første fra start. Den hårprægtige sønderjyde (han er født i Haderslev – red.) ligner en kommende stamspiller i den hvide trøje: Hurtig, pågående, bevægelig, boldsikker, og altså også målfarlig! Han endte i øvrigt fortjent med at blive kåret til ”kampens spiller” af fanklubben.

I den resterende del af første halvleg så de fremmødte noget af det bedste fodbold på Østerbro i denne sæson. Blandt mange gode chancer var Souheib Dhaflaoui tæt på at passere Jonathan Fischer efter 27 minutter. Man sad med en fornemmelse af, at hjemmeholdet kontrollerede kampen, og at AB’erne havde opbrugt energikvoten med 3-0 sejren over Hillerød i mandags.

Lige kamp i anden halvleg

Gæsterne kom alligevel bedre med i anden halvleg, da B.93, bevidst eller ubevidst, trak sig længere tilbage på banen. Trods det lave udgangspunkt tillod man dog ikke modstanderen de helt åbne målchancer i åbent spil, så følelsen af kontrol stod ved magt.

Der skulle derfor en dødbold til, før AB’erne kom tæt på en udligning, da Frederik Ellegaard ramte overliggeren på et frispark fra venstre side midtvejs i anden halvleg. Bolden sprang heldigvis i spil igen, og man sad med fornemmelse af, at endelig var marginalerne på B.93’s side.

Og så alligevel ikke … For i kampens allersidste sekunder blev indskiftede Christoffer Thrane skubbet omkuld i straffesparksfeltet, og det takserede dommer Nicki Nordlund Hansen altså til et straffespark.

Aris Vaporakis kunne intet stille op mellem stængerne, da Frederik Ellegaard omsatte, og så måtte de skuffede spillere i de hvide trøjer nok engang konstatere, at man havde sat en føring over styr.

B.93 har nu blot vundet én af sine seneste syv kampe i 2. division, men der er heldigvis en ny mulighed for fuld gevinst, når det gælder Hillerød på udebane på lørdag.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Hamid El Idrissi
Abdullah Iqbal
Rasmus Brodersen (ud 82′)

Niels Morberg
Mikkel Mouritz (ud 78′)
Andreas Pyndt

Souheib Dhaflaoui (ud 78′)
Frederik Høgh
Tammer Bany Odeh (ud 58′)

På bænken

Simon Rossil
Oliver Carrara (ind 78′)
Jeppe Erenbjerg (ind 58′)
Søren Nørgaard (ind 78′)
Søren Sørensen
Mican Atici
Daniel Soidik (ind 82′)

Se highlights.

Referat af Henrik Hvillum.
Topfoto fra kampen: Christian Midtgaard.