B.93 tog en særdeles vigtig sejr – den tredje på stribe – med 1-0 ude over HIK fredag aften.
HIK – B.93 0-1 (0-1)
0-1 Jeppe Erenbjerg (25′)
Gentofte Sportspark (kunstgræs)
265 tilskuere.
Fredag aften afvikledes “Slaget om Nordhavnstunnelen” mellem HIK og B.93 på det frygtede kunstgræs i Gentofte Sportspark. Det var ikke kun prestigen i lokalopgøret, der stod på spil, men også tre meget vigtige points i den tætte 2. division.
B.93 begyndte kampen klart bedst. Allerede i det første minut hamrede Mikkel Mouritz et langskud mod målhjørnet. Toftelund i HIK-målet fik med det yderste af neglene reddet til hjørne. Også Milan Silva Rasmussen var tæt på nogle minutter senere, men også han måtte se sit forsøg strande i Toftelunds parader.
Vi skulle hen til det 25. minut, før et altdominerende 93-hold fik udbytte af sine anstrengelser. En fatal tværaflevering i HIK-forsvaret blev opsnappet af Oliver Carrara, der fandt en fri Jeppe Erenbjerg i feltet. Trods en alt andet end perfekt førsteberøring fik Jeppe kontrol nok over bolden til at sende den i mål i det lange hjørne.
1-0-føringen endte med at stå sig til pausen, og det var hjemmeholdet bedst tjent med. Vist tvang Høybye og Hebo Rasmussen Vaporakis til et par fine parader, men det var også de eneste muligheder, et defensivt indstillet HIK-mandskab havde i første halvleg. De til lejligheden sorttrøjede 93ere var knusende overlegne og tillod kun Hellerup-holdet sporadiske kontramuligheder.
Efter pausen vågnede hjemmeholdet op til dåd. Det kom meget længere frem på banen, og var helt anderledes med i spillet end det var tilfældet før pausen. B.93 var ikke trykket i bund og spillede sig flere gange fint ud af presset, men HIK’s løbevillighed og forbedrede fysik med indskiftningen af tanken Lazarevic gav 93-forsvaret helt andre arbejdsbetingelser end i første halvleg.
B.93 kunne have lukket kampen med et par muligheder ved Oliver Carrara og Souheib Dhaflaoui, men vi må også erkende, at HIK var tæt ved flere lejligheder, hvor kun en frelsende 93-fod i sidste øjeblik forhindrende scoring.
Men det unge B.93-hold skal roses for flot fight og køligt overblik i de tilspidsede faser af anden halvleg. Mod slutningen gik gassen lidt af HIK-ballonen, og B.93 kunne færge tre yderst vigtige points hjem til Østerbro. Det lunede på en kølig septemberaften i Gentofte.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver
Søren Sørensen (ud 88′)
Abdullah Iqbal (ud 46′)
Simon Schultz
Niels Morberg
Mikkel Mouritz
Souheib Dhaflaoui
Oliver Carrara (ud 73′)
Jeppe Erenbjerg
Milan Rasmussen (ud 53′)
På bænken
Hamid El Idrissi (ind 46′)
Frederik Valbjørn (ind 53′)
Mican Atici (ind 73′)
Benjamin Juel-Berg (ind 88′)
Hassan Elsayed
Marcus Korang
Simon Rossil
Referat v) Mads Mazanti.
Topfoto af målscorer Jeppe Erenbjerg fra Middelfart sejren: Christian Midtgaard.