Vælg en side

B.93 spillede en stærk kamp og vandt fredag aften 3-1 på HIK’s anlæg. Samme cifre som for en uge siden hjemme mod FC Roskilde. U19 angriberen Jonathan Mathys fik debut.

 

HIK – B.93 1-3 (0-3)

0-1 Mikkel Mouritz (33′)
0-2 Jeppe Erenbjerg (36′)
0-3 Mikkel Mouritz (62′)
1-3 William Skanvig Maretti (92′)

Udvisning: Jonathan Ægiius, HIK (59′)

HIK’s anlæg
425 tilskuere.

Sejr i lokalopgør sendte B.93 mod toppen

Efter en 3-1 sejr for anden uge i træk sigter B.93 nu mod toppen af 2. division. Efter at have gjort det af med FC Roskilde hjemme på Østerbro stadion fredag i sidste uge, blev det i denne uge til en ny sejr med de samme cifre på HIK’s træningsanlæg fredag aften.

Mikkel Mouritz blev dobbelt målskytte, mens Jeppe Erenbjerg stod for den mellemste træffer, inden William Skanvig Maretti reducerede til allersidst.

Det var ellers hjemmeholdet, som startede bedst, med et højt pres. 93’erne smed dumme bolde væk, men efterhånden fik man bedre fat. Med træner Kim Engstrøms ord, begyndte man at ramme de rigtige punkter, der kom ro på spillet, og mulighederne opstod.

Emil Christensen lægger en aflevering frem af banen. Foto: Christian Midtgaard.

Det gav chancer til både Jeppe Erenbjerg og Emmanuel Ogude, inden anfører Mikkel Mouritz med et tørt hug i det lange hjørne åbnede scoringen efter lidt mere end en halv time. Målet gav endnu mere ro på spillet, og blot tre minutter efter den første træffer blev føringen fordoblet.

Identisk mål
Faktisk var målet nærmest identisk med det mål, Jeppe Erenbjerg scorede mod Roskilde: Et skud fra distancen blev rettet af og snød målmanden, og så stod der 2-0 med ti minutter til pausen. Og så kunne Tammer Bany have lukket kampen helt, hvis han havde scoret på en åben målchance lige inden pausen, men det glippede.

Emmanuel Ogude blev skiftet ud efter første halvleg, men det betød ingenlunde, at presset blev slækket efter sidebyttet, og Simon Wæver fik da også chancen for at afgøre definitivt i starten af anden halvleg.

Det glippede også, men kort efter fik Tammer Bany en friløber, og da HIK’s målmand Jonathan Ægidius ramlede sammen med ham, måtte dommer Philip Warburg trække det røde kort op af lommen og uddele det til hjemmeholdets bagerste skanse.

Efter et længere spilstop viste Mikkel Mouritz klassen, da han ramte plet med et flot frispark. Da var der spillet 17 minutter af anden halvleg, og så var lokalopgøret reelt afgjort. Der blev slækket lidt på koncentrationen, mens der var overskud til at spare flere stamspllere.

Mikkel Mouritz har scoret på et signaturfrispark. Simon Schultz Christensen med nr. 5 og Søren Sørensen (15) omfavner anføreren. Milan Silva Rasmussen og Tammer Bany er på vej med store smil på læben. Foto: Christian Midtgaard.

Til allersidst lykkedes det også værterne at få reduceret. Lidt ægerligt, at William Skanvig Maretti fik lov til at score, men det skabte ingen skår i sejrsglæden.

– Det er altid godt at vinde to kampe i træk, og vi ville også gerne vise, at vi kan komme godt fra start i en kamp. Derudover vidste vi, at disse lokalopgør godt kan blive lidt hektiske, men det løste vi fint.

– Endelig vandt vi kun en af fire indbyrdes møder med HIK i sidste sæson, så vi ville også gerne ændre lidt på det indbyrdes styrkeforhold. Det lykkedes, og vi viste, at vi er blevet mere kyniske i defensiven, og at vi er blevet gode til IKKE at give modstanderen store chancer, udtaler Kim Engstrøm til referenten. Se flere udtalelser fra Kim Engstrøm herunder.

B.93 har nu to hjemmekampe i de kommende weekender. Næste modstander er således Kolding hjemme på Østerbro stadion lørdag 27. august kl. 15.00. Du køber din billet via B.93 Shoppen her eller hvorfor ikke spare penge med et sæsonkort?

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

– Vi er rigtig glade for endnu en sejr.

– Vi spiller en næsten perfekt udekamp mod en stærk og kompetent modstander, der helt sikkert vil volde mange hold problemer i denne række med deres høje aggressive pres. Samtidig vil de gerne kombinere sig igennem.

– Jeg synes vi havde læst dem godt kampen igennem. Vi vidste hvad de gerne ville. Det havde vi godt styr på.

– Da vi først fik spillet os ud af deres aggressive pres i starten begyndte vi at sætte os mere og mere på kampen. Både i boldbesiddelse, men ikke mindst på chancerne i kampen.

– Vi scorer to mål inden for fem minutter. Først med Mikkel Mouritz på langskud og så Jeppe Erenbjerg, der scorer for anden kamp i streg. Inden pausen kan vi lukke kampen, da vi har to yderligere store muligheder.

– Fra anden halvlegs start gik HIK længere tilbage på banen, formentligt for at lukrere mere på omstillinger imod os. Det fik de dog aldrig succes med.

– Et rødt kort til deres målmand blev afgørende et kvarter inden i anden halvleg, da han udenfor feltet tromler Tammer Bany ned. Det efterfølgende frispark scorede Mikkel Mouritz på fra cirka 25 meter afstand.

– Dermed var kampen reelt afgjort med 0-3 og 10 mod 11. Den sidste halve time var vi i kontrol.

– Dog scorede HIK langt inde i overtiden til 1-3. Men dette har ingen indfydelse på at vi spiller en god og kontrolleret udebanekamp i et lokalopgør ,hvor B.93 traditionelt har haft det svært imod HIK de seneste par år.

– Vi er super glade for sejren. De tre point gør at vi har fået en meget tilfredsstillende start på sæsonen med syv point i tre kampe.

B.93 TV: Mikkel Mouritz’ frisparksmål til 3-0

B.93 TV: Jubel fra omklædningsrummet

Kampbilleder

Se kampbilleder fra sejren.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Sylvest Wæver
Søren Sørensen
Emil Christensen
Simon Schultz Christensen (ud 89′)

Niels Morberg (ud 77′)
Mikkel Mouritz Jensen
Tammer Bany

Jeppe Erenbjerg (ud 77′)
Milan Silva Rasmussen
Emmanuel Ogude (ud 46′)

På bænken

Benicio Pená
Martin Conley (ind 46′)
Ahmed Daghim
Sebastian Kroner (ind 89′)
Vitus Holm (ind 77′)
Denzel Akyirem
Jonathan Mathys (ind 77′)

Referat af Henrik Hvillum.
Topfoto: Christian Midtgaard. Portrætfoto af Kim Engstrøm: Claus Vandborg.
B.93 TV fra Mikkel Mouritz frisparkskasse og jubel fra omklædningsrummet: Brian Nehm.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.