Vælg en side

Boldklubben Marienlyst – B.93 1-2 (0-1)

0-1 Anders Thomsen (38′)
0-2 Anders Thomsen (49′)
1-2 Mads Jørgensen (straffe 77′)

Ca. 150 tilskuere
Marienlystcenteret.

På Marienlystcenterets kunstbane tog Boldklubben Marienlyst mod Boldklubben af 1893 på en lun, men blæsende sensommerdag, hvor ca. 150 tilskuere var på plads.

Det var samtidigt et gensyn med den tidligere hjemmebane for Aske Lundsgaard og nytilkomne Anders Thomsen, som kom fra Marienlyst for blot et par måneder siden.

Gensynet skulle vise sig at falde ud til især sidstnævntes fordel.

Efter et meget tilforladeligt tempo med kun få chancer, primært orkestreret af Mikkel Mouritz fra hans plads på den offensive midtbane, kom der lidt mere schwung over kampen efter godt en halv time. Efter at de blåklædte 93’ere havde været lidt mere dominerende, godt akkompagneret af de medrejsende, altid engagerede fanklubmedlemmer, kom der alligevel hul på bylden:

Efter et dejligt aggresivt løb til baglinjen af Omar Roshani fik Anders Thomsen via Mouritz serveret bolden for sig selv og halvflugtede den i mål med venstrebenet helt ude ved venstre stolpe. Et vanskeligt spark, som havde lige præcis tilstrækkelig med fart til at gå ind.

Uden de helt store yderligere chancer blev halvlegen fløjtet af, efter generelt langsommelige og chancefattige 45 minutter.

Ved anden halvlegs start var tydeligt, at Marienlyst havde noget vilje og drive med sig fra pauseteen, og de kom ud med en helt anderledes aggressivitet. Dog var det igen drengene fra Østerbro som slog til.

Efter et indkast og lidt ping-pong i det fynske felt endte bolden hos Anders Thomsen i højre side af feltet, og uden så meget betænkningstid klappede han til bolden med venstrebenet, og den sad igen præcist (men denne gang hårdt) langs den venstre stolpe – 0-2 til Boldklubben fra Østerbro og Thomsens tredje scoring i B.93-trøjen.

Sekunder efter kom der dog malurt i bægeret, da Marienlyst fik tilkendt straffe. Mads Jørgensen scorede stensikkert i højre side af målet, mens Conrado kastede sit lange legeme til sin egen højre, reducering 1-2.

Det var samtidigt startskuddet til lange perioder med Marienlyst-dominans, hvor flere angreb var på nippet til at være rigtigt farlige og især det glimrende forsøg efter 77. minutter, hvor bolden udenfor Conrados rækkevidde blev sparket på overliggeren havde med fynske øjne nok fortjent en bedre skæbne.

Trods en del forsøg, herunder hjørnespark og et lidt mystisk dømt indirekte frispark, lykkedes det dog ikke Marienlyst at få dirket forsvaret helt åbent, og når det brændte helt på var Mr. Cool Conrado klar til at tage fra med sin imponerende fysik og atleticisme.

Fra 93’ernes side blev det heller aldrig mere end lige ved og næsten, men hvad gør det når man scorer på de få chancer man har.

En hårdt tilkæmpet sejr på udebane over et hold som formodes at spille med om de sjove pladser i gruppen. Særdeles tilfredsstillende og et tegn på at den elendige start mod Brønshøj er ude af systemet.

For B.93 fik det maltesiske nyindkøb Godwin McKay debut på den defensive midtbane efter en times spil. Velkommen til ham.

Holdet på banen

Conrado da Costa Januario

Adam Emme
Christian Stokholm
Morten Hegaard
Matthias Andersen

Aske Lundsgaard (ud 59’)
Mikkel Mouritz
Omar Roshani (ud 70’)
Søren Nørgaard

Nicolai Olsen (ud 78’)
Anders Thomsen

På bænken

Mads Walter (ind 78’)
Sammy Adjei
Emil Dyre (ind 70’)
Godwin McKay (ind 59’)
Kemson Fofanah
Victor Michaelsen

Kampreferat v) Valdemar Jensen.

Topfoto: Mark Bernquist.

Se eller gense hele kampen eller vælg mål og højdepunkter med MyCujooTV’s streaming-tjeneste.