Kommunikationsafdelingen har modtaget denne fine reportage fra Nikolaj Vad, der selv spillede i B.93 som dreng og som en del af sit ophold på Vallekilde Højskole i efteråret 2022 valgte at skrive om B.93’s kamp mod Skive som en opgave på sit journalistik-hold.
Nikolaj har givet os lov til at bringe artiklen her på hjemmesiden. Stemningen fra tribunerne emmer ud af linjerne, og du kan jo passende bruge den som opvarmning her i den kolde vintertid frem mod de kommende spændende forårskampe.
God fornøjelse med læsningen og tak til Nikolaj Vad for at dele artiklen med os. Vi glæder os til at se dig igen på Østerbro Stadion – og måske se flere B.93 skriverier fra din hånd fremover.
Til højre ser ud Nikolaj på Camp Nou for at se FC Barcelona mod Villarreal 22. maj 2022. Naturligvis med B.93 halstørklædet på, et halstørklæde som Nikolaj beretter at billetkontrollørerne kiggede en smule undrende på da han kom ind på det smukke gamle catalanske stadion.
“MAAAN sku’ altid bo i byen”
I hjertet af Østerbro findes Østerbro Stadion. Her spiller B.93. En mindre fodboldklub, der spiller i anden divisionen. De spiller i dag mod Skive, og jeg er taget med for at følge slagets gang og tage del i tilskuernes Østerbrofest.
“MAAAN sku’ altid bo i byen. Fuck Jylland, fuck Fyen, for der er så rart i byen og på Øbro Stadion”, skråler en fyr i tynd grå jakke med rød hoodie og et hvidt/blåt stribet B.93 halstørklæde inden under. I hænderne bærer han en fadøl og en smøg, begge dele nu strakt i vejret.
Han havde fem minutter forinden bevæget sig op og ned af tribunen med sanghæfter og en bøn om, at alle skulle stemme i, når der blev sunget, så der ikke bare stod syv mænd og råbte.
Klokken er 17:18 og jeg befinder mig på tribunen på Østerbro Stadion. Der er 12 minutter til kampstart, men det skal ikke stoppe den altid tilstedeværende fangruppe, Champagneholdet – eller som jeg kan lide at kalde dem, den hårde kerne – i at skråle deres vanlige slagsange og tilråb.
“BONDERØVE! BONDERØVE!”, de syv mænd jeg vurderer til at være i slut 20’erne/start 30’erne skråler i vildens sky og denne gang, fem rækker længere oppe, stemmer 5-10 midaldrende herrer i. Iklædt trenchcoats og dunjakker, lidt stramme jeans med enten en støvle eller hvide sneakers må det formodes at være en fædregruppe, der har fået eftermiddagen fri. De vifter hver især med et kæmpestort B93 flag, mens de råber ned mod de opvarmende spillere fra Skive IK.
To herrer, den ene med lyst tilbagestrøget hår og den anden med nærmest identisk frisure bare i mørkere nuancer står og vender de forskellige slagsange, der breder sig på tribunen. “Den sang lagde de op for nogen uger siden”, siger ham med det mørke hår iklædt en sort sømandsjakke og et stramt bundet B.93 halstørklæde indenunder i de karakteristiske hvide og blå striber. Man skulle tro, det var et adgangskrav.
Terassen er en anden betegnelse for den eneste tribune på Østerbro Stadion. Det er stedet, hvor man kommer, hvis man er til godt humør, kolde fadøl fra Svaneke Bryghus og stadionpølser. Med sig skal man dog tage, at segmentet der kommer og ser fodbold her er indkarnerede Østerbrobeboere. Kulturradikale og velklædte er to af de første ord, der planter sig i ens hovede, når man har tilbragt et par timer på terassen.
På terassen huserer Champagneholdet, den uoficielle fanklub, som de siger. Det er en gruppe fyre i slut 20’erne/start 30’erne der deler passionen omkring B.93. De står for slagsange, stemning på stadion og awayture. Det er på deres instagramprofil det sker, og her man skal følge med, hvis man er en rigtig fan der kommer på terassen, vil passe ind samt kunne skråle med på sangene.
Udover Champagneholdet er resten af tilskuerne stortset altid tilbagevendende. Man kender mange af ansigterne, der ligger vejen forbi terassen hver anden lørdag eftermiddag, og det skaber et hyggeligt miljø, hvor man mærker fællesskabet, der florerer omkring Byens Ægte Hold.
Dommerens fløjte der skal sætte kampen igang konkurrerer med det gamle jagthorns dybe brummen, der i samme sekund lyder. Jagthornet befinder sig i hænderne på en omkring 30-årig mand med sort vindjakke og beige kasket. Det har en utrolig rusten lyd og havde du ikke set det, så kunne man sagtens snydes til at tro, at nogen stod og hev et dyr i halen.
Roen lægger sig over tribunen men det varer ikke længe før en fyr i mørkeblå trenchcoat rejser sig op og skråler “1 2 93! Sir’ 1 2 93!”. Kun sekunder efter rejser resten af tribunen sig op. Der er hånd på bolden. Straffespark til B.93. Alle bryder ud i jubel og Sweet Caroline brager ud gennem højtalerne. 1-0. Scoringen fejrer den hårde kerne med et shotrør.
– Jeg har satme ikke engang lagt et odds endnu. Jeg kan nå et liveodds!
Udbryder en ung fyr bag mig igen iført B.93 halstørklæde og en grøn herrejakke. Bakken med pølse, brød og hvad der ligner en absurd mængde ristede løg placeres sirligt på bænken, så begge hænder kan bruges. En hektisk stemning breder sig omkring mig. Skråt nedenfor står den hårde kerne og synger, at nummer 23 er tyk samtidig med den unge fyr bag mig er begyndt at stresse over, at hans odds ikke er lagt.
– Læg den nu læg den nu! Jeg lægger alt, hvad jeg har!
Vi er 35 minutter inde i kampen, men stemningen er i top og overalt. Nu har folk trods alt også nået at få et par fadøl indenbords.
Forskellige samtaler skærer igennem efterårskulden, og de to polerede herrer foran mig står og fører en samtale om en fælles bekendt.
– Til Sabinas fødselsdag sagde hun, hun havde høje karakterer, og så havde jeg højere snit end hende.
B.93 er en fodbold- og tennisklub der holder til på Østerbro. Den blev oprettet i 1893, deraf navnet, og har siden da skrabet ni danske mesterskaber sammen, som gør den til den fjerdemest vindende klub i Danmark. Det sidste mesterskab kom til klubben i 1946 og sidst de spillede i den bedste række var sæsonen 1998/1999.
I dag spiller B.93 i den danske anden division med hold som Esbjerg og Kolding IF. De ligger på fjerdepladsen og har en klar vision om at rykke op i førstedivisionen, så de kan begynde at konkurrere med om pladser i den bedste række, Superligaen. Klubben har efterhånden tiltrukket flere store spillere. I øjeblikket spiller den unge Ahmed Daghim på førsteholdet som tidligere har spillet i FCK.
Udover det er den profilerede spiller Nicolaj Thomsen for nyligt også skiftet til klubben. En stor dansk fodboldspiller der har spillet i den franske klub FC Nantes og hos de danske mestre FC København. De havde derudover også en overbevisende 2-1 sejr over superligaholdet AGF tilbage i 2021.
B.93 er altså en nævneværdig klub, når man taler om mulige oprykkere til første divisionen.
Anden halveg er begyndt og det er tyndet lidt ud, da et par fædre har måttet forlade terassen med deres mindre børn. Den store midaldrende herregruppe med de store flag er også takket af. De har nok bord på Bottega Estadio. En lille restaurant og vinbar ved siden af Østerbro Stadion.
“MAAAAAN SKU ALTID BO I BYEN …”. Det er efterhånden 5. gang i streg den bliver sunget, og jeg gribes af tanken, at der egentlig må stå rigtig mange tilflyttende jyder her. Det stopper dem ikke i at begynde sangen en 6. og sidste gang.
Så nu sker der noget! Nicolaj Thomsen, B.93’s gallionsfigur skiftes ind og der piftes og klappes. “Østerbrooo, Østerbrooo, Østerbrooo, ØS-TER-BRO!”. Hele terassen stemmer i, og selvom den kun står 1-0 er humøret til, at B.93 fører med mindst tre.
– YES ET HJØRNE! KOM NU! Den unge velklædte fyrs odds må være på vej den rigtige retning.
DER ER MÅL. 2-0. 82 minutter skulle der spilles og halstørklæderne svinges over de 643 hoveder der i dag har fundet vej herhen i den tørre efterårskulde.
– SKYD efter jyderne! SKYD efter jyderne!
Det kan lyde fjendsk, men sangene skaber egentlig ikke ubehagelig stemning. Måske fordi den hårde kerne der synger det står i mørkeblå chinos og beige jakker med krave. Hvad ved jeg. Stemningen er i hvertfald god.
– Niiiiko Thomsen allez, Thomsen allez.
3-0, 89’ minut. Sejren cementeres af et mål af gallionsfiguren, og jeg kan ikke lade være med også at bryde ud i sang.
High fives, krammere og øl der flyver i vejret efterfølges af blå røgbomber. Man bider ikke engang mærke i, at Skive scorer på hjørnespark til 3-1 i 93’ minut. Kun en ting indikerer det, da jeg bag mig hører “Nå, der røg mit odds”.
Skrevet af Nikolaj Vad. Topfotos og portrætfotos: Nikolaj Vad. Portrætfoto af Nikolaj Vad på Camp Nou: Privatfoto.