Vælg en side

1. Kvindesenior møder lørdag kl. 11.00 Sundby ude. Et hold vi kender rigtig godt. 

 

Cheftræner Rasmus Good tager os med bag kulisserne omkring arbejdet siden weekendens svære kamp mod AGF.

Rasmus Good om Sundby kampen

Fortæl os lidt om træningsugen og hvordan I har bearbejdet læringerne fra weekendens kamp mod AGF?

– Træningerne har været gode. De har været brugt på at forberede Sundby, som er meget forskellig fra AGF og kræver et anderledes mindset. Så det har ikke været så aktuelt at kunne overføre læringen fra kampen mod AGF, da de gør tingene meget anderledes.

– De blev bearbejdet igennem weekenden og før træning mandag, så vi er klar til at tage dem i brug når det bliver aktuelt.

– Pigerne er gode og hurtige til at flytte deres fokus fra den færdiggjorte kamp til den næste og det er præcis dét vi vil have, uanset hvordan vi har klaret os i weekenden.

I kender jo Sundby særdeles godt fra tidligere opgør og kender til deres fysiske tilgang. Hvilket udtryk ønsker I at gå I ind til kampen med?

– Sundby er en fantastisk modstander, fordi der har været så meget læring imod dem, mest mentalt.

– Som du siger, så kender vi dem rigtig godt og de kender os rigtig godt. Vi vil gerne have det udtryk som vi altid vil have. At vi løser deres pres med kontrol og at vi selv defensivt har kontrol over kampen.

– Sundby er virkelig dygtige til at spille kampene, de er meget effektive. De ved præcis hvad de er gode til og hvad de skal undgå, så det er altid nogle meget tætte kampe.

– De er gode til at kontrollere en kamp uden bolden, de er meget tålmodige og plejer at være gode til at kende deres besøgstid når de har bolden.

– Vi skal forsøge at spille en rigtig god kamp, på vores måde og gøre alt vi kan for at vinde kampen.

Hvordan vil du evaluere de første kampe i Kvalifikationsligaen og den måde kampene er forløbet på?

– Jamen, spillemæssigt er vi ikke i tvivl om at vi kan være med i toppen af ligaen. Det har vi fået bekræftet, så det er vi jo glade for på den front. Resultaterne er til gengæld ikke som vi ville have dem.

– AGF kampen er vel også den, hvor vi kan sige at vi bare ikke var tæt på at præstere heller, samtidig med at vi møder et, hvad jeg vil kalde Kvindeliga hold.

– For os handler det om hele tiden at forbedre os, hele tiden at lære. Langt størstedelen af vores spillere er 18-19-20 år, så der er virkelig meget læring at hente og de har rigtig gode udviklingsbetingelser til dagligt og i kampene nu.

– Vi har indtil nu oplevet at føle os bedre, matchet og også overmatchet i løbet af de kampe vi har spillet, så alt i alt gode oplevelser spillemæssigt og på udviklingen af holdet og de individuelle spillere.

– Det er ærgerligt at vi resultatmæssigt er der hvor vi er, men pilen peger kun et sted hen og det er imod os selv. Vi er gode nok til at slå alle hold i Kvalifikationsligaen når vi rammer vores niveau, men når vi ikke gør får vi det svært.

– Kvalitetsforskellen på 1. division og Kvalifikationsligaen er stor, den er rigtig stor, det kan vi også tydeligt mærke.

– Odense Q og AGF er især virkelig gode hold. AaB kan man mærke har været vant til kampe på et højere niveau og de har skullet overleve Kvindeligaen på andre ting, så de er eksempelvis utrolig svære at bryde op og skabe store chancer på.

– Så spillemæssigt er jeg glad for udviklingen, men der er plads til forbedring på rigtig mange ting. Resultatmæssigt har vi slet ikke ramt det vi håbede på, ikke tæt på.

Topfoto af Lúcia Leila José og portrætfoto af Rasmus Good: Christian Midtgaard.