Ny opgave i Kvindepokalen venter for 1. Kvindesenior, når de ude møder Solrød.
Rasmus Good om Solrød kampen
Fortæl os om analysen af sejren over Odense Q. Hvad tager I med jer derfra? Du fremhævede særligt den defensive indsats i referatet. Er flere detaljer dukket op efter du og teamet har set kampen igennem?
– Den defensive præstation var på et højt niveau. Det holder jeg stadig fast i, men der er altid ting vi kan forbedre og skal forbedre.
– Der er et pressignal vi skal være mere afklaret med, og så skal vi især i topkampe lære at trykke modstanderne ned i eget felt i længere perioder.
– Mentalt er der også noget i kollektivt at være på og dræbe kampen når man har muligheden. Uanset om vi har vundet, tabt, spillet uafgjort, været fantastiske eller noget under det, så er der altid ting at forbedre.
– Fordelen ved at spille imod et tophold er at man skal lære at løse problemer på et højere niveau og derved får en mere realistisk feedback i forhold til hvad der kan lade sig gøre på Kvindeliga niveau og hvad som ikke kan.
Efter Odense Q venter nu en hel anden opgave i Kvindepokalen, når holdet onsdag aften spiller ude mod Solrød. Hvad kender I til Solrød og hvordan går I ind til opgaven?
– Vi ved at de har været igennem en god udvikling. De konkurrerer om en oprykning til 1. division og jeg synes de ligner et godt bud.
– Deres spillestil har været igennem en udvikling. De bruger deres målmand mere i opbygningen, mest når de møder hold som presser med to angribere.
– I deres opbygning prøver de også at spille sig frem i de fleste tilfælde, men er stadig utrolig dygtige til at spille længere bolde og komme først på 2. bolden. Fysisk er det et meget stærkt hold. De er utrolig hårdtarbejdende og presser meget højt.
– I 2. division er de vant til at kunne stresse deres modstandere rigtig meget i det høje pres og det har gjort at de faktisk har bolden en del mere end modstanderne i mange kampe, på trods af at de er ret så direkte når deres stoppere vælger at de skal videre til næste fase.
– På standardsituationer har de været en stor trussel siden de spillede i 1. division, så det er helt klart også en styrke hos dem.
– Vi går til opgaven med stor respekt for Solrød. Det skal man have. Pokalturneringen har sit eget liv.
– I divisionen handler det om at være gode over en hel sæson. Der kan man slippe afsted med at tabe 2-3 kampe uden at det har nogen betydning i det store billede. Taber du i pokalen så er du ude.
– Derfor kommer vi til at behandle det som en topkamp, en finale, fordi det er dét det er for os og vi kommer til at forberede os derefter.
– Pokalturneringen er noget helt specielt for os. Det er muligheden for at skrive et eventyr, opnå noget stort sammen og træner evnen til at præstere når det gælder, fordi der ikke er nogen anden chance. Grib den eller mist den.
Vil du veksle lidt i start 11’eren med tanke på der venter en ny kamp i 1. division allerede søndag hjemme på Østerbro Stadion mod Dalum/Næsby?
– Det er meget sjældent jeg stiller den samme start 11’er to gange i træk i 1. division, fordi truppen har så stor kvalitet på langt flere spillere end 11. Så vi kommer altid til at rotere på holdet og kampen onsdag er ingen undtagelse.
– Vi kommer med et hold som vi forventer kan vinde en topkamp i 1. division, så meget kan jeg love, både i startopstillingen og på bænken. Vi har stor respekt for Solrød.
Topfoto af Josefine Funch, der kommer fri af en tackling i topkampen mod Odense Q og portrætfoto af Rasmus Good: Christian Midtgaard.