1. Kvindesenior tager lørdag turen over Storebæltsbroen til Odense, hvor det absolutte tophold venter på dem i en svær opgave.
Cheftræner Rasmus Good beretter om sidste uges nul-løsning mod Varde og sæsonens sidste kamp mod Odense Q. Et hold der har mange facetter i deres offensive spil.
Rasmus Good om Odense Q kampen
Endnu en 0-0 kamp, men rigtig gode takter. Har I analyseret videre og fundet nye vinkler på Varde kampen?
– Ja vi har udviklet vores måde at angribe på. Vi har forbedret os rent strategisk på det punkt, men vores sidste fod er stadig for uskarp i forhold til antal chancer.
– Det er noget vi skal have forbedret. Vi kan se at vi er bedre til at udnytte spilleres spidskompetencer og at vores positionering har fået et løft.
– Defensivt har vi udviklet vores høje pres, vi kan tilpasse os forskellige træk som modstanderne laver, bedre nu.
– Vi tog et rigtig godt skridt spillemæssigt i kampen. Kommer skarpheden foran mål frem, så kan vi score mange mål i hver kamp vi spiller og det håber vi meget på snart sker. Det ville være perfekt at få styr på til Kvalifikationsligaen.
Årets sidste kamp er mod det absolutte tophold fra Odense. I er det eneste hold, der har slået dem med 2-1 hjemme i den omvendte kamp. Hvilken motivation går I ind til kampen med? Hvilken læring tager I med fra sejren på Østerbro Stadion 25. september?
– Motivationen er høj i forhold til at vi gerne vil vinde kampen, så vi går ind til Kvalifikationsligaen med et godt momentum. Odense Q er et virkelig godt hold, de er svære at spille imod, de er svære at kontrollere.
– I sidste kamp lykkedes vi med det i første halvleg og de første 10 min af anden halvleg. Vi vil gerne se om vi kan lykkes med at gøre det i en hel kamp, men det er ikke noget man bare gør imod dem, så vi skal ramme et meget højt niveau, hvis det skal lade sig gøre.
– Imod Odense Q er det som regel en rigtig fodboldkamp, en underholdende kamp og jeg tror det bliver det samme i Odense.
– Fra sejren tager vi naturligvis selvtilliden med, de ting som virkede og de ting som vi skal forbedre. Vi møder et markant stærkere hold denne gang end det vi gjorde sidste gang, så vi er godt klar over at vi skal præstere på et højt niveau for at vinde kampen.
Hvilke særlige styrker har Odense, som I skal være opmærksomme på?
– OdenseQ er især offensivt meget afklarede. De har en tydelig spillestil som de praktiserer på et højt niveau, både teknisk og taktisk.
– De vil gerne have bolden, så de kan angribe igen og igen. Deres indlæg og 1v1 situationer i siden er noget som altid skiller sig ud. De har tradition for at udvikle utrolig dygtige kanter og angribere som er stærke i feltet, som er dygtige til at score på deres chancer.
– Deres midtbanespillere er utrolig dygtige til at sætte især kanterne i scene. Generelt er de en fornøjelse at se på offensivt når det klikker for dem.