Assistenttræner for 1. Herresenior og nyudnævnt transitionstræner Lasse Frølund tager dig med bag om forberedelser til sæsonstarten.
1. Herresenior har trænet godt i sommeroptakten, og spillet fire gode træningskampe mod Landskrona BOIS (1-1), Nykøbing FC (3-2 sejr), FA 2000 (4-0 sejr) og Næstved (nederlag på 5-3).
Vi har i web-redaktionen ikke haft mulighed for at følge kampene, men vi har som vanligt løbende samlet gode links til kampreferater, live updates og fotos fra træningskampene fra blandt andet vennerne i B.93 Fanklub.
Forud for sæsonens første kamp i Sydbank Pokalen ude mod HIK har vi sat som vanligt sat assistenttræner og nyudnævnt transitionstræner Lasse Frølund stævne til en optakt. Kom med bag om forberedelserne her. Køb billet til pokalbraget.
Lasse Frølund om HIK kampen
Er der særlige elementer i spillet I har arbejdet med siden sæsonafslutningen? Eller vil vi se et B.93 hold med samme offensive udtryk, der skal “ud og angribe 2. division”, som Thomas Nørgaard sagde det i sin tale til B.93 Fanklub efter 2020/21-sæsonens sidste kamp mod Aarhus Fremad?
– Vi har ikke ændret på vores generelle udtryk: Vi vil stadig gerne dominere de kampe, vi spiller og vi håber at vi efterlader flotte offensive præstationer.
– Vi har arbejdet med at bygge lidt ekstra på i de forskellige faser af spillet, og truppen tager rigtig godt imod de nye input. Jeg håber vi kan se, at vores koncept er blevet endnu skarpere, når sæsonen går i gang.
Er der spillere, der har set særligt skarpe ud i optakten? Er alle i truppen fit for fight?
– Jeg synes vi har mange spillere, som ser rigtig skarpe ud. Vi har stadig nogle spillere ude med langtidsskader, men vi ser generelt ind i en meget fit trup.
Hvordan ser I frem til at komme ud og spille i Sydbank Pokalen og jagte sejre i 2. division igen? Græs under fødderne, kæmpe opbakning fra lægterne, forhåbentlig lækker solskin. Svært at klage over noget?
– Vi klager sjældent over noget, vi glæder os bare til at komme ud og vise hvad vi kan og hvad vi står for som klub og hold.
– Vi har en meget talentfuld trup, som ved hvad der skal til, for at skabe de gode præstationer, og det bliver en fornøjelse at komme i gang med en helt vildt spændende sæson i en enormt kompetitiv 2. division.
– Og så glæder vi os naturligvis til at spille foran de altid fantastisk stemningsfyldte fans på Terrassen.
Topfoto fra en tidligere kamp mod HIK, hvor Jeppe Erenbjerg som vanligt har fokus på bolden og portrætfoto af Lasse Frølund: Christian Midtgaard.