Vælg en side

Vores bedste hold skal til Valby, hvor modstanderen er Frem – det plejer altid at være spændende og ganske lige kampe.

Vi stillede assisterende træner Lasse Frølund et par spørgsmål inden kampen, der spilles på lørdag kl. 15.00.

Lasse Frølund om Bk. Frem kampen

På ny tre gode point på hjemmebane mod Dalum, men vi fik igen lukket et mål ind og gjort det lidt spændende.  Noget I ellers havde fokus på efter kampen i Tønder. Hvordan har I evalueret og været tilfredse med 2-1 sejren?

– Vi er meget tilfredse med vores udtryk mod Dalum i forhold til kampen mod Sydvest. Kampen var betydeligt mindre åben, da vi får sat vores positioner på banen langt bedre, som gjorde det svært for Dalum, når de erobrede bolden. Den del af kampen er vi meget tilfredse med.

Bk. Frem i Valby er jo en nyklassiker af rang. Og altid en svær kamp. Bk. Frem har desuden i den grad brug for point for at holde sig i top 6, lige som vi stadig jagter den matematisk mulige direkte oprykning, hvis ellers Jammerbugt FC snubler mod Brabrand fredag aften. Det dufter næsten af offensivt betonet fodbold på forhånd. Hvordan ser I kampen og hvordan har I forberedt jer?

– Vi glæder os helt vildt at til at spille mod Frem.

– Vi håber på, at vi stadig har førstepladsen at jagte, men det må vi se fredag aften, om det stadig er tilfældet.

– Derudover har vi set, at spillerne altid er klar til at levere en god præstation, og det er også dét vi vil se på lørdag. Kulissen skal nok blive god, og vi vil som altid gerne spille offensivt betonet fodbold, så det er også planen mod Frem.

– Vi ved, at vi skal møde et rigtig godt hold, som har meget at spille for, så det bliver helt sikkert en svær opgave.

Hvilke nøgleområder vil du pege på som holdet især har udviklet sig positivt på i sæsonen indtil nu? Og hvor kan vi lægge mere på fremover?

– Vores defensive fundament er blevet virkelig godt. Vi har kun lukket mere end ét mål ind i én kamp i forårssæsonen, og det var i første kamp mod Holbæk, så det synes vi ser rigtig godt ud.

– Derudover er vores offensiv også blevet endnu stærkere. Vi har inden de sidste to kampe scoret flere mål i forårssæsonen end vi gjorde i efterårssæsonen, så vi formår i endnu højere grad at sætte de stærke individualister i scene.

– Det er jo en progression, som har været i gang i lang tid, og som er meget naturlig, når man har med så ung en trup at gøre, og fokus er stadig på at vi skal blive bedre i alle facetterne af spillet taktisk som hold og individuelt. Potentialet i den her gruppe er kæmpestort, så vi er ikke i tvivl om, at vi fortsat vil lægge på.

Topfoto af Søren Sørensen og portrætfoto af Lasse Frølund: Christian Midtgaard.