Vi er klar med den sportslige optakt til braget på Østerbro Stadion på lørdag, hvor Middelfart Boldklub kommer på besøg. Vi glæder os til at se jer alle.
Vi har spurgt assistenttræner Lasse Frølund om analysen af de seneste to kampe og forberedelserne til lørdag.
Lasse Frølund om Middelfart kampen
Vi har senest haft to uafgjorte kampe i streg, hvor vi har været foran i slutminutterne, men har måtte indkassere et mål kort efter vores føringer. Hvordan har I italesat det i træningspas og dialog med spillerne frem til kampen mod Middelfart Boldklub?
– Vi er enormt ærgerlige over, at det ikke blev til tre point i Næsby. Vi dominerer kampen igennem og skaber de chancer man kan forvente mod et hold, som forsvarer så dybt.
– Præstationen er det store fokus, og den var som udgangspunkt god, men vi er naturligvis ærgerlige over det mål, som vi lukker ind.
– Næsby har én afslutning indenfor målrammen i kampen, og den går ind. I forhold til det offensive, skal vi have mere ud af de muligheder vi skaber.
– Vi er klar over, at rigtig mange hold står lavt, når de møder os, og vi skal i højere grad sørge for at udnytte de muligheder vi skaber til trods for den komprimerede plads omkring målet.
Hvordan oplever I kampen i den tætte topstrid i rækken?
– Den er tæt. Der er rigtig mange hold, som kæmper for at sikre en plads i top 6 og derfor er det svært at forudsige noget som helst. Vi holder fokus på de kampe vi selv skal spille, og så må vi se hvor det bringer os.
Vi har kunne følge på B.93 Fanklubs facebook side hvordan spillerne i den grad glæder sig til at se og opleve opbakningen fra fans igen. Vi går ud fra det gælder hele staben. Fortæl gerne om jeres tanker ift. at få tilskuere tilbage, og at være tilbage på Østerbro Stadion? Hvordan har I talt om fordelen ved at “spille sammen” med hjemmebane publikum for spillerne?
– Det bliver helt fantastisk at komme tilbage på Østerbro Stadion.
– Vi har haft et godt forår indtil videre og vi har savnet at vise det frem foran de trofaste fans. Personligt er det min debut som aktør på Østerbro Stadion, og det har jeg set frem til i lang tid.
– Vi glæder os til at give alt hvad vi har og forhåbentlig belønne tilskuerne med tre point.
Det bliver voldsomt spændende.
Har du købt billet? Du kan stadig nå at sikre dig en billet eller hvorfor ikke spare penge med et sæsonkort? Og husk de skærpede regler for tilskueradfærd i forbindelse med genåbningen. Du finder dem alle listet i vores Code of Conduct her.
Mican Atici trykker af ved en tidligere lejlighed på topfotoet signeret Christian Midtgaard. Portrætfotoet af Lasse Frølund er også af samme Christian Midtgaard.