Brabrand IF gæster Østerbro Stadion på lørdag 7. august og kommer med selvtillid efter en flot sejr senest over Hobro i Sydbank Pokalen.
Web-redaktionen tog fat i i assistenttræner for 1. Herresenior Lasse Frølund forud for weekendens sæsonåbner.
Lasse Frølund om Brabrand IF kampen
Vigtig og spændende kamp i pokalen i tirsdags og en god sejr at starte sæsonen med. Tag os med bag tankerne på trænerbænken. Hvordan har I evalueret indsatsen?
– Det var en svær kamp mod et HIK hold, som stod rigtig godt defensivt. Vi følte os ret sikre på, at der nok skulle komme chancer til at score mål, og det var også det, der var fokus i pausesnakken.
– Der skal lyde en stor cadeau til spillerne, som ikke lod sig stresse af de manglende mål, men holder fast i planen, og de fik belønningen til sidst. Meget flot og tilfredsstillende præstation!
Nu venter så Brabrand IF i den første kamp i 2. division foran et tændt hjemmepublikum med fan march inden mv. Alle glæder sig. Hvordan føler I jer forberedt til kampen?
– Vi glæder os helt vildt til at komme i gang på Østerbro Stadion, og vi føler os godt forberedt til kampen.
– Spillerne leverer flotte præstationer til træning, og de ved, hvad det er for en indstilling der skal til, for at vi holder fast i det meget stærke udtryk, som vi vil levere.
Hvad forventer I af Brabrand IF og hvordan har I researchet og fulgt med i deres forberedelser over sommeren?
– Først og fremmest har de i tirsdags slået Hobro ud af Sydbank Pokalen, så det er et hold, som helt sikkert kommer med en god selvtillid.
– Vi kender Brabrand fra sidste sæson og er virkelig imponeret over det udtryk, som de formår at have i holdet, uanset hvordan de griber kampen an.
– Det er en modstander som er enormt svære at spille imod, men vi føler, at vi har forberedt os taktisk godt til opgøret.
Vil vi fortsat kunne forvente et offensivt indstillet B.93-mandskab på lørdag (og i sæsonen som helhed)?
– JA! Vi håber at lykkedes med at vise en flot offensiv indstilling i alle vores kampe.
Topfoto af Søren Nørgaard fra den underholdende 3-2 sejr over Brabrand i efteråret 2020: Christian Midtgaard.