Vælg en side

Storkamp mod Sundby lørdag.

Efter en målløs kamp ude mod Odense Q, er vores bedste kvindehold klar til weekendens opgør mod Sundby. Den kamp spilles lørdag på Svanemølleanlægget med kampsart kl. 14.00.

Vi tog og den sædvanlige optaktssnak med cheftræner Rasmus Good forud for kampen.

Rasmus Good om Sundby kampen

En nulløsning i Odense senest, som af naturlige årsager føltes som en skuffelse efterfølgende. Hvad har analysen vist og hvad tager I med jer af læring frem til Sundby kampen?

– Vi rammer en skudstatistik på 17-5 i vores favør, hvilket er en rekord for os i en liga/divisionskamp de seneste to sæsoner. Det er tørre tal som vi er glade for.

– Vi har også chancer som vi bare skal sparke ind, men sådan er fodbold nogle gange.

– Vi må konstatere at udover den manglende scoring, så gjorde spillerne virkelig deres job. De spillede en fantastisk kamp, på en svær græsbane, som var meget langhåret og hvor man ikke helt kunne stole på bolden.

– Jeg synes generelt at vi kan være utrolig glade for kampen, men vi må også bare sige, at hvis vi ikke scorer mål, så kan vi heller ikke klage over kun at ligge på 3. pladsen.

– Vi føler vi er gode nok spillemæssigt til at ligge på 1. pladsen, men Sundby og AGF scorer målene og det er jo dét som afgør kampene, så det er præcis som det skal være, indtil vi får det sidste aspekt på plads.

Lørdag kommer allerede oprykkede Sundby til Svanemølleanlægget i dét som er døbt som Slaget om København på kvindesiden. Sundby har set skarpe ud hele sæsonen og kan vel ikke forventes at komme til lokalopgøret med andre ønske end at vinde, selv om oprykningen er en kendsgerning?

– Det ville da undre mig helt vildt hvis Sundby ikke gik efter at vinde. De er det mest scorende hold i ligaen og ligger på en helt fortjent førsteplads.

– Vi ved det betyder meget for dem at vinde over os på grund af derbystemningen og fordi vi så ofte spiller imod hinanden, så naturligvis kommer holdets placeringer ikke til at spille ind.

Hvilke elementer i Sundbys spil og spillere er I særligt opmærksomme på? Hvor er det Sundby har rykket sig i dette forår, som gør de lige er nogle meter foran os endnu i kampen for at komme i Kvindeligaen?

– Sundby helt fantastiske på kontra. De overfalder i deres høje pres, og de spiller meget simpelt og effektivt. De er et kollektiv som fungerer utrolig godt.

– Jeg har ikke set et hold, heller ikke i Kvindeligaen, som er bedre på 2. bolde end det de er og at opsøge de tilfældige chancer. De er ikke heldige med de ting, fordi de bliver ved med at gøre det. De er meget kloge.

– Silke Bonnén har millimeterpræcise lange bolde i åbent spil og på frispark. Hun er meget rolig og afklaret på bolden.

– Pernille Mellergaard er utrolig klog i feltet og har en fantastisk timing. Hun afslutter roligt og simpelt. Det gør hende meget effektiv foran mål. Hun er tålmodig og ved at hun får sine chancer for at score.

– Kristina Andersen er måske ligaens farligste spiller. Hun har en vild attitude, et utrolig højt topniveau. Hun er bevægelig, teknisk virkelig dygtig og evner at spille i et meget højt tempo.

– Anna Walter har en utrolig stor power, fart og er en virkelig god afslutter.

– Nanna Herskind har nogle fantastiske indkast og har taget et kæmpe ryk udviklingsmæssigt. Hun er blevet en fantastisk back hen over foråret og er indblandet i rigtig mange afgørende aktioner offensivt og defensivt for Sundby.

– Sundbys store styrke er hvordan de udnytter hinandens kvaliteter til fulde og så er de ekstremt farlige på frispark.

Hvordan ser skadessituationen ud? Er alle klar til kamp?

– Anna Karlsson er færdig for sæsonen. Hun forstuvede sin ankel lige op til Odense Q kampen. Udover det kan alle spille.

Der må have været lidt arbejdet mentalt med at få spillere i gang igen efter skuffelsen i Odense og helt klar til at jagte den mulighed, der stadig eksisterer matematisk. Hvordan har I arbejdet med at ryste det uafgjorte resultat i Odense af jer og fokusere 100 % på at dominere kampen og slå Sundby?

– Ja, det var der i løbet af weekenden og vi brugte mandagen til at løfte humøret, hvilket lykkedes meget godt.

– Det blev efterfulgt af en træning på et meget højt niveau om tirsdagen. Spillerne virker top motiverede og evner at træne i et utrolig højt tempo. Det overraskede mig faktisk lidt hvor højt niveauet var, så det lover rigtig godt for weekenden.

– Mentalt skal vi nok være 100%, så det er slet ikke en bekymring.

– Ellers har det været samme rytme i forhold til kampforberedelse, intet nyt i det.

Fotos af Christian Midtgaard.