Vælg en side

Spændende kamp venter for B.93 bedste kvinder.

På lørdag 21. maj spiller B.93 ude mod Odense Q. Det er på Odense Atletikstadion med kampstart kl. 15.00, og vi tog en snak med holdets cheftræner Rasmus Good.

Rasmus Good om Odense Q kampen

Stærk topkamp mod AGF, som I alligevel er skuffede over ikke at vinde. Er det stadig fornemmelsen efter at have analyseret den yderligere og set på videodetaljerne? Eller er der dukket nye erfaringer op efterfølgende?

– Ja efter at have analyseret den, synes vi faktisk at vi skal vinde kampen. Der er så mange ting vi gør godt. De fejl vi laver, er hurtigt rettet, så de bekymrer os ikke. Det er ikke fejl vi må begå igen.

– Jeg holder fast i at AGF er et fantastisk hold. De har næsten det samme hold som sidste sæson og det samme har vi, så vi hæfter os meget ved at vi blev kørt på røv og albuer da vi mødte dem for et år siden og tabte 6-1 på eget græs, og nu kan tillade os at være skuffede over ikke at vinde kampen.

– Det har været et erklæret internt mål i 1. division at holde modstanderne nede på max 5 afslutninger i en kamp. AGF blev holdt på 6 og vi selv havde 10, så på den front ser vi også en god udvikling.

– Nu er vi gået fra begge kampe imod AGF med et point i hver kamp, hvor vi føler at vi kunne tage tre, så det er noget som giver selvtillid.

Nu venter Odense Q i en kamp, der på papiret helst skal vindes for at holde trit med AGF og Sundby i topstriden. Hvordan har I trænet frem til opgøret og forberedt jer på odenseanerne?

– Vi har forberedt os efter samme rytme som før, vi ser deres kampe og laver analyse af holdet, deres forskellige formationsændringer, relationer og hver enkelt spiller og de tendenser vi finder individuelt og på holdet og leverer det drypvis til spillerne, så de ikke bliver overloadet på information, men har den vigtige information tilgængelig med de modtræk vi har i forhold til hvad de gør.

– Den information leverer vi både på klip og på banen, så de både kan forberede sig i eget tempo og få det ud i kroppen på banen.

– Alt hvad vi gør på træningsbanen, handler om at forberede næste kamp, både fysisk, mentalt og taktisk, så det er hele ugen i virkeligheden og spillerne gør det virkelig godt, fordi der har været noget kulturændring på den front, men vi kan jo se hvilke resultater spillerne leverer, så vi føler at det er noget spillerne responderer godt på.

Er der særlige aspekter af fynboernes spil eller bestemte spillere, som I vil have ekstra fokus på til kampen?

– Nej i deres spil ingen særlige, men vi ved naturligvis hvad de godt kan lide og hvad de vil, hvilke formationer de kommer med og pladsrotationer de laver, samt hvor de kan rammes.

– Vi forbereder det hele i løbet af ugen, så ingen særlige aspekter. Vi vil gerne tvinge dem til at “opfinde” noget nyt for at overraske os, men ellers være forberedt på resten.

– De har naturligvis spillere som har en helt særlig betydning for dem. Sarah Sundahl er utrolig dygtig til at positionere sig, orientere sig og vende spillet.

– Dikte Bang har en stor power, god spilforståelse og evner at forsvare rigtig store rum, en rigtig boks til boks spiller.

– Ajla Habibovic har et fantastisk teknisk niveau, er god til at komme i feltet og drive bolden. Hun spiller i et rigtig højt tempo med høj kvalitet.

– Kamilla Ørskov er utrolig klog og en dygtig afslutter. Hun binder holdet godt sammen når de går fra opbygning til gennembrud.

– Arna Thráinsdóttir er utrolig kropsstærk og dygtig 1v1 defensivt. Hun betyder utrolig meget for dem defensivt.

– Sofie Hvidbak er virkelig blomstret op og gør en masse væsen af sig selv med sine løb offensivt og hendes evner 1v1

– Julie Jensen er utrolig alsidig. Dygtig i pasningsspillet. Evner at deltage offensivt med en masse power og teknisk kvalitet. Defensivt er hun også en af de spillere som er rigtig gode til at forsvare feltet, orienterer sig godt defensivt og forstår hvornår hun skal tage kontakten med hendes modspillere.

Er alle spillere i truppen fit for for fight?

– Sæsonen er ved at lakke mod enden, så vi prøver at holde belastningen på det rigtige niveau ved at rotere, men også ved at monitorere spillerne dagligt.

– Vi har ingen skader. Vi har nogle som føler lidt ømhed og træthed i kroppen, men alle er klar, så det er bare en kæmpe ros til vores medical og fysiske stab, at vi stort set har været skadesfri hele Kvalifikationsligaen igennem.

Topfoto og portrætfoto af Christian Midtgaard.