Topkamp følger efter målorgie.
Efter en ganske livlig kamp især i 2. halvleg hjemme mod HIK sidste fredag drager B.93 nu til Sjælland og møder rækkens ubestridte tophold Næstved.
Vi fik den sædvanlige optaktssnak med transitionstræner Lasse Frølund.
Lasse Frølund om Næstved kampen
Sikke en kamp i fredags. Det var i hvert fald underholdende og ikke særlig låst. Hvordan oplever I selv kampen?
– Vi lykkes helt sikkert med at åbne kampen op, og tempoet i kampen er højt.
– HIK starter kampen bedre end os, men efter det første kvarter er vores fornemmelse, at vi er ret dominerende igennem det meste af kampen.
Har I efterfølgende analyseret på hvilke dele af spillet, som I skal gøre bedre? Det er jo let at pege på individuelle fejl og uheldige episoder, ligesom det er åbenlyst at de tre mål er flotte scoringer, måske især opspillet til det andet mål som Souheib sætter ind i krogen. Hvad tager I med jer af læring fra HIK-kampen?
– Alle kan se, at der er nogle individuelle fejl ved deres mål og at der er individuel meget høj kvalitet fra Souheib ved hans to mål.
– Vi har arbejdet meget med at skabe chancer i løbet af foråret, og på det punkt er det én af vores bedste præstationer i sæsonen. Vi er gode til at spille ind i modstanderes felt (højeste antal i sæsonen) og det er tydeligt, at de ting vi arbejder med til træning virker.
– Derudover ser vi lidt en tendens i forhold til ikke at slutte kampene ordentligt af, hvis vi er foran. Vi giver for meget initiativ til modstanderne.
Søndag venter Næstved ude. Topholdet, der har set skræmmende stærke ud gennem hele sæsonen. Hvordan ser I frem til det opgør og hvordan vil I gå til det?
– Det bliver helt sikkert en virkelig svær opgave. Næstved er et meget komplet hold, som er afklarede i alle faser af spillet.
– Vi går til kampen som vi plejer, og håber vi kan kontrollere kampen og sørge for at vi kan åbne deres stærke defensiv op. De har meget høj individuel kvalitet offensivt, så vi har nok et lidt større fokus på det, end vi plejer.
Hvordan vil du samlet vurdere de erfaringer holdet har gjort sig i oprykningsspillet indtil nu? Hvordan kan I bruge erfaringerne til at bygge på og lægge yderligere lag til fundamentet, forbedre jer og optimere holdets styrker endnu mere
– Vi har en del unge spillere, som individuelt gør sig en masse gode erfaringer i de kampe, som vi spiller lige nu, hvor vi bliver matchet på et godt niveau i alle kampe.
– Der er ingen tvivl om at foråret har været en svær periode i forhold til pointhøsten, og som hold får vi en masse mental læring i forhold til at tackle sådan en periode.
Topfoto af Christian Midtgaard.