B.93 udvider speakertjenesten på Østerbro Stadion.
Det er ikke den store hemmelighed at vores dygtige stadionspeaker Christian Winther har politiske ambitioner, og han stillede op til seneste kommunalvalg. Det gik godt for den alsidige Christian, og han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen med 7. flest antal personlige stemmer.
Christian – professionel og seriøs som han altid har været – meddelte det til B.93 i god tid, faktisk allerede, mens konstitueringsforhandlingerne var på sit højeste. Konsekvensen af dette er – logisk nok – at han sidder i mange udvalg. Dermed skal vi høre en af landets bedste stadionspeakere bag mikrofonen mindre.
B.93 udvider derfor speakertjenesten med Henrik Hvillum, som allerede har haft sin debut på Østerbro Stadion i efteråret. Således er planen, at Henrik og Christian fremover deler kampene mellem sig – som de selv aftaler indbyrdes (de skal bare huske at meddele det til den ansvarlige for hjemmekampene, Finn Christensen, fra gang til gang).
Christian Winther udtaler
– Jeg er selvfølgelig glad for mit gode valg, men på grund af det personlige antal stemmer ser det ud til at jeg tilbydes flere udvalgsposter.
– Hvilket igen betyder at jeg fremadrettet nok får svært ved at opretholde mine speaker-forpligtelser på Østerbro Stadion.
Min plan er at fortsætte som freelance speaker, så DBU, Lyngby og B.93 kan kontakte mig, hvis der er særlige opgaver.
– Jeg vil også gerne være vikar for Hvillum, når der er kampe hvor han er forhindret. Jeg vil naturligvis også give Hvillum al den info og oplæring han måtte have brug for.
Henrik Hvillum udtaler
– Min entusiasme for fodbold og den umiddelbare glæde blandt hjemmeholdets fans kan forhåbentlig høres i mine meddelelser, når der bliver scoret mål på Østerbro Stadion.
– Når man er TV-kommentator, er min “målgruppe”, altså seerne, meget langt væk derhjemme i stuerne.
– Når man derimod er stadionspeaker, får man jo den umiddelbare glæde og respons på selve arenaen. Det glæder jeg mig til at opleve!
– Jeg er meget glad for at have fået denne chance, og jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til min forgænger Christian Winthers høje niveau.
– Brugen af ord, sprog og stemme har været nøgleredskaber igennem karrieren som sportsjournalist, og netop disse tre faktorer er i høj grad også brugbare, når der skal berettes om (forhåbentlig mange) scoringer af B.93 på Østerbro Stadion
Bonusinfo
Christian Winther
- Er fra Lyngby, hvor han bl.a. har været lærer
- Christian har været fast stadionspeaker på Østerbro Stadion siden 2011 og har fulgt klubben siden 1982, hvor han som 10-årig så sin første kamp med B.93
- Det kan nævnes at CW samlede på B.93-kampprogrammer op gennem 80’erne og 90’erne
- CW er også en stor samler af B.93-billeder og videooptagelser (som I sikkert har bemærket, og som man i hvert fald ved hvis man har været med til en af “Nostalgifesterne” eller ditto hos “De Gyldne”, hvor han har været forrygende)
- Christian fortæller, at han som 13-årig, i midt-80’erne, blev inviteret med til taktikmøde inden en kamp. Han husker især Ole Petersen, Ole Rojas og træner Lars Francker som en meget stor oplevelse.
Henrik Hvillum
- Født i 1970 i Grenaa
- Siden barndommen har han haft et stort hjerte for sport, primært fodbold. Både som udøver og som betragter
- Trods mange forsøg i adskillige idrætsgrene lykkedes det dog ikke at skabe en nævneværdig karriere som aktiv, men som betragter og formidler har han i over 20 år været kommentator, træner på ungdoms/breddeniveau, analytiker og nu også stadionspeaker.
- Favoritklubben er Tottenham Hotspur, mens trænergerningen udøves hjemme i Dragør Boldklub, hvor han ligeledes igennem et par år har været speaker til lokalklubbens hjemmekampe i Københavnsserien
- Som kommentator har man siden årtusindeskiftet kunnet høre ham på Eurosport, Discoverys øvrige platforme og SportLive
- Han har været fast makker, med skribenten, til utallige fodboldkampe på Eurosport.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra arkiv og af Claus Vandborg.