B.93 og Thomas Nørgaard har d.d. indgået aftale om at forlænge samarbejdet med Thomas Nørgaard som cheftræner for 1. Herresenior frem til og med ultimo juni 2023.
Forlængelsen sker på et tidspunkt, hvor B.93 og eliteakademiet er i en rivende udvikling. Netop eliteakademiet er en integreret del af strategien i relation til udviklingen af klubbens førstehold, som i dag har hele 10 ungdomsspillere fra akademiet i truppen, herunder to U17 spillere.
Samlet set er over 70% af spillere uddannet på akademiet. Gennemsnitsalderen i truppen er 21 år, hvilket gør truppen til den yngste eller næstyngste i 2. division – det hersker der i skrivende stund en vis usikkerhed om.
B.93 ligger pt. på en 2. plads i 2. division pulje 1. Det skal dog bemærkes, at Jammerbugt FC, pt. på tredjepladsen, har tre kampe i hånden.
Forlængelsen med Thomas Nørgaard er et vigtig led i klubbens strategi om at skabe et af Danmarks førende ungdoms udviklingsmiljøer i hjertet af København med et førstehold, som hele klubben kan være stolte af. I den forbindelse er kontinuitet på de afgørende poster rent sportsligt vurderet som værende altafgørende.
Vi fik udtalelser fra formanden for B.93 Kontraktfodbold ApS Lars Lüthjohan Jensen og cheftræner Thomas Nørgaard
Bestyrelsesforman i B.93 Kontraktfodbold ApS Lars Lüthjohan Jensen udtaler
– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er helt ekstremt tilfreds med, at Thomas har valgt at forlænge sin aftale med os. Jeg anser Thomas som en absolut top træner.
– Meget velfunderet i sin fodboldviden, intelligent, sympatisk og empatisk. Han har et klart udtryk og er en virkelig god kommunikator. Enhver trup vil bakke op omkring en chef som ham – det er også sket i B.93.
– Derudover har han købt ind på vores værdier og måden vi vil spille fodbold på. Jeg ville ikke bytte med nogen anden træner i Danmark. Punktum.
– Udover de resultater han har skabt med vores 1. hold, har Thomas i den grad været en vigtig brik i og omkring samarbejdet med eliteakademiet. Han indgår i et fortrinligt samarbejde med vores virkelig dygtige talentchef Martin Jensen samt vores mange dygtige elitetrænere. Vi begynder at se en meget væsentlig ensretning i holdenes udtryk, selvom vi stadig har noget vej at gå.
– Jeg glæder mig rigtig meget til det fortsatte samarbejde med Thomas, som jeg taler med på daglig basis. Jeg er stolt over, at vi i første omgang kunne tiltrække en kapacitet som Thomas, men er måske endnu mere stolt af, at vi har formået at fastholde ham, for der er ingen tvivl om, at hans evner rækker meget langt.
– Det viser, at han tror på vores projekt og er med på vores ambition om at genskabe B.93. For at opnå resultater på lang sigt er kontinuitet afgørende. Det har vi fået i dag.
Thomas Nørgaard
– Mit første år i klubben har bekræftet den fornemmelse jeg havde i klubbens og mine indledende snakke tilbage i efteråret 2019.
– Klubben er fyldt med gode mennesker, både i baglandet, i den daglige administration, og ikke mindst på alle de forskellige ungdomshold i moderklubben.
– Jeg nyder at være på anlægget, selvfølgelig som oftest i forbindelse med 1. holdet, men også i andre sammenhænge hvor jeg tydeligt kan mærke den summen og det liv der er i klubben, selv i en svær corona tid.
– Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med truppen, som jeg har en enorm tro på. Der er så meget talent i truppen og i klubben som helhed, og det har været et privilegium at kunne give så mange unge mennesker chancen for spilletid på et rigtig fint niveau, samtidig med at vi har leveret præstationer og resultater på et tilfredsstillende niveau.
– Jeg er sikker på, at vi kun bliver bedre henover de kommende sæsoner, og jeg ser en lys og spændende fremtid for klubben. Jeg glæder mig til fortsat at skulle være med på den rejse, og det var ikke svært at sige ja til klubbens ønske om et længere samarbejde.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto af Thomas Nørgaard af Claus Vandborg.
Portrætfoto af Lars Lüthjohan Jensen fra arkiv.