Vælg en side

Her får du overblik over de seneste ændringer i 1. herresenior truppen.

 

Vi nærmer os turneringsstarten for 2. divisionsholdet – og den første kamp er jo hjemme på Østerbro Stadion lørdag 3. august kl. 15.00. Modstanderen er Hillerød.

Der er mange som spørger, hvad status er omkring spillere (til- og afgang), og derfor besluttede redaktionen at kontakte den person som ved mest om det, nemlig cheftræner Danny Jung. Vi har jo tidligere fortalt om Emil Dyre, der er gået på fodboldpension og Sebastian Koch, der er tilbage i Nykøbing Falster.

Derudover er Frederik Kofoed skiftet til Herlev, Godwin McKay er i FA 2000 og Nicolai Olsen i FC Roskilde. Vi har derudover stoppet samarbejdet med Quincy Antipas, da det desværre ikke var det rette match.

Danny kom med klart flere detaljer, da vi spurgte om tilgangen. Du kan se hele truppen opdateret her.

Danny Jung udtaler om de nye spillere i truppen

Daniel Stückler
– Jeg er rigtig glad for at vi har tilknyttet Daniel. Han er en meget hårdtarbejdende angriber med en god afslutningsfod. Han har ikke spillet kontinuerlige førsteholdskampe i et stykke tid, men har i mange år været fast del af træningsmiljøer på højt niveau i Brøndby, Helsingør og Lyngby. Vi håber på at kunne forløse Daniels potentiale gennem god træning og især kampminutter.

Victor Michaelsen
– Nogle gange finder man først ud af hvad man har mistet, når man ikke har det mere. Den følelse havde vi, da vi startede op uden Victor i truppen. Heldigvis var Victor forstående og kunne se fornuften i at komme tilbage, og vi fandt en god løsning. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde Victor en kontrakt og glæder os til at se ham i aktion i fremtiden.

Daniel Barir
Daniel er tilbage fra sit ophold i USA. Desværre fik Daniel en skulderskade i foråret, men er på vej tilbage på fuld kraft og fik da også spilletid i Næstved. Han kan udfylde et par af de offensive pladser.

Forsvarsspillerne Malthe Weissdorf, og Søren Sørensen er nyoprykkede U19- spillere, som i er med i opstarten med henblik på at blive et fast del af truppen.

Derudover har vi to prøvespillere i øjeblikket:

Nicholas Oguma
– En 19-årig eksplosiv offensiv spiller med fin teknik og aggressiv i presset. Han viste sig godt frem til træning og spillede en fin kamp mod Næstved. Han har tidligere spillet U19 i klubben, men har senest været i HIK.

Sidney
– En 20-årig teknisk offensiv spiller, som tidligere har været i FCK. Fik spilletid i Næstved og gjorde det fint under svære forhold.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.