Der er flere af vores dygtige spillere, som siger farvel denne lørdag i sæsonens sidste kamp mod Århus Fremad. B.93 kan med en sejr tage 3. pladsen i rækken, efter en meget stærk anden halvdel af sæsonen.
Først og fremmest bliver det spændende at følge Sebastian Czajkowski, som forhåbentlig vil få sin debut hos Vendsyssel i Superligaen allerede efter sommerferien. Med denne transfer har klubben leveret fire spillere til Superliga-klubber de sidste 24 måneder.
Vores ikoniske anfører Martin Heisterberg stopper efter 264 kampe og det samme gør Kristian Holm, Emil Farver og Anton Peterlin.
De spiller således deres afskedskamp på divisionsniveau denne lørdag.
Kristian Holm udtaler følgende
– Jeg vil gerne takke medspillere, trænere, ledere, fangruppen samt alle i og omkring staben for nogle fede år i B93. Jeg har stortrivedes i klubben fra første dag.
– I B.93 er der et unikt sammenhold, og der er plads til alle. Derfor ser jeg et stort udviklingspotentiale i klubben.
– Personligt skal jeg prøve udfordringer med andre dele af mit liv, hvilket jeg glæder mig til, men jeg kommer til savne min daglige gang i klubben. Heldigvis har B.93 givet mig venner for livet.
Sportschef Frank Nielsen udtaler
– Det er med stor beklagelse, at vi siger farvel til en del profiler, men vi har stor respekt for den naturlige afgang. De spillere som stopper nu er kommet til et punkt i deres liv, hvor arbejde, familieliv og fodbold skal tages op til revidering.
– De pågældende spillere har alle spillet en stor rolle både socialt og fodboldmæssigt de seneste 2-3 år, og nogle endda i længere tid. Det har ikke været nogen nem beslutning for spillerne, og både de og vi vil lide et stort afsavn.
– Som altid i B.93 skilles vi med et smil på læben og en tåre i øjnene – det er ganske enkelt helt unikt.”
Frank Nielsen udtaler yderligere
– Vi har de seneste 12-24 måneder kørt en del af de yngre spillere i truppen i position til at tage et øget ansvar fremadrettet, og truppen besidder fortsat en del rutine med blandt andre Aske, Olcay og Dyre.
– Herudover er der allerede hentet yderligere endnu ikke offentliggjorte erstatninger ind, ligesom vi får en række meget interessante prøvespillere på besøg, når sommertræningen begynder efter en tiltrængt sommerpause.
– Mere om det lidt senere tidspunkt. Nu skal vi have tre point mod Århus Fremad, og i den forbindelse sige et rigtig pænt farvel til de spillere, som forlader os.
Vi håber så mange som muligt vil komme til vores sidste kamp lørdag og tage en behørig og værdig afsked med meget populære Martin Heisterberg og de andre spillere.
Kampen på Østerbro Stadion starter kl. 14.oo, og der er gratis adgang.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.