B.93 har skrevet kontrakt med Souheib Dhaflaoui, og har dermed gjort 2. divisionstruppen endnu mere stærk.
Vores seneste signing er offensivspiller og web-redaktionen fik en snak med både Souheib, og vores sportsdirektør torsdag aften. Souheib har, til information, skrevet for et år med B.93 – dvs. indtil 30. juni 2021.
Souheib Dhaflaoui
– Jeg er glad for at være med i B.93’s trup på flere planer. Har trænet med et par gange, og det var en dejlig følelse at være sammen med gutterne og især at “mærke” min gamle klub igen.
– Jeg tror og håber vi får en god sæson, som måske kan give os en placering i “top6” – noget som vi jo alle håber på.
Patrick Mtiliga
– Det er altid en fornøjelse at byde en tidligere B.93’er velkommen hjem. Det er enormt vigtigt for os, at de profiler vi henter til klubben, tror på vores filosofi omkring udvikling af unge talenter og køber ind på ideen om at fællesskabet er i fokus.
– Souheib er en teknisk og relationelt dygtig spiller med en fantastisk personlighed. Jeg er overbevist om, at han kan bidrage både på og udenfor banen, med sin erfaring og positive humør. Vi føler, at vi har taget endnu et skridt i retning mod at skabe en homogen og konkurrencedygtig trup.
Bonusinformation
Souheib Dhaflaoui er født 8. maj 1996, og er 168 cm høj. Han har rødder i Tunesien.
Dhaflaoui skiftede i 2012 i en alder af 16 år fra B.93 til FC Nordsjælland, hvor han skrev under på en tre-årig kontrakt.
Han har optrådt for FC Nordsjælland (8 kampe), og fik sin officielle debut i Superligaen 3. august 2015, da han blev skiftet ind i stedet for Emiliano Marcondes i 2-1-sejren hjemme over AaB. Senere lejede FCN ham ud til FC Helsingør, hvor han fik 8 kampe. I 2017 tog han til Næstved, hvor det 14 kampe og en håndfuld scoringer.
Fra 23. juli 2019 har han været tilknyttet FC Roskilde.
Sammen med Dominic Oduro deltog Souheib i januar 2017 i Super Draft i MLS Combine i et forsøg på at tilspille sig en kontrakt i USA.
Som helt ung har han spillet for fælledklubberne HB og Østerbro IF.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Patrick Mtiliga v) Claus Vandborg.