B.93 har modtaget en tilsigelse til U19-træningssamling i Vildbjerg 15.-17. september 2020, og glædeligt nok er vores talentfulde defensivspiller Julie Pauludan Madsen blandt de udtagne.
Vi bad Julies træner på 1. Kvindesenior Rasmus Good om en udtalelse om denne fine udtagelse.
Rasmus Good
– Julie er vokset og taget et ansvar verbalt – både på og udenfor banen – og det undrer mig faktisk ikke hun er udtaget. Hun er lærenem og hendes fodboldalder er væsentlig højere end hendes rigtige alder. Det var ikke tilfældigt hun var den første vi hentede ind, da vi overtog ansvaret i B.93.
– Hun er en af de spillere som har evnet at tage mest information ind på kortest tid, af alle de spillere jeg har arbejdet med i min karriere, så det giver hende en fordel i dette miljø, hvor der er en stor mængde information at forholde sig til i hver kamp og alle træninger.
– Fysisk skal hun forstærkes og vænnes til senior fodbold, men det giver god mening i hendes unge alder. På fysisk fart er hun heller ikke den hurtigste, så hun skal være rigtig dygtig på hendes tekniske udførsel, spilforståelse og beslutningsevne. Kan Julie lægge muskelmasse på, blive lidt mere eksplosiv og blive ved med at tage information ind meget hurtigt, så bliver hun rigtig spændende.
Da Julie kom til B.93 udtalte hun følgende om sit skifte.
Julie Pauludan Madsen
– Jeg har valgt at tage skiftet til B.93, fordi det er i denne klub, at jeg ser de største muligheder for at udfolde mig og videreudvikle mig som fodboldspiller. Det betyder ekstremt meget for mig, at klubben har så høje ambitioner og visioner med pige- og kvindefodbolden.
– Derudover ser jeg et stort potentiale i truppen og tror på, at man vil kunne udrette et stærkt og rutineret hold; som med tiden også vil kunne begå sig i Kvindeligaen og konkurrere på lige fod med nogle af de bedste hold i Danmark.
Bonusinfo
Julie Pauludan Madsen har tidligere spillet i Ølstykke FC (2007-2016), Hillerød GI (2016-2018), FC Nordsjælland (2018-2020) og hun kom til B.93 denne sommer.
Født 25. juli 2002, er 176 cm høj og har trøjenummer 4 i truppen.
Bor i Valby og går på Falkonergårdens gymnasium (3.G.).
Julie har vundet alle turneringskampe med B.93 trøjen på.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Tage Majland.