B.93 mod Frem er en ægte københavnerklassiker
De to klubber har tilsammen eksisteret i næsten 250 år. Begge klubber er født på Fælleden i København, og de har spillet et hav af spændende og afgørende kampe mod hinanden gennem mere end 100 år.
Lørdag kl. 15.00 fløjtes der op til endnu et opgør mellem de to klubber på Danmarks ældste og smukkeste stadion, Østerbro Stadion. Der vil helt sikkert være mange Frem-tilhængere på tribunerne, så B.93 opfordrer alle tilhængere og sympatisører af B.93 til at komme på stadion og støtte Østerbro-drengene i denne vigtige kamp.
Stemningen i Valbyklubben må formodes at være helt i top i øjeblikket. Frem spillede sig nemlig i sidste weekend op på en førsteplads i 2. division øst og har dermed kurs mod 1. division. Holdet har ydet en overbevisende i de første otte kampe, som har givet seks sejre og to uafgjorte.
Frem må derfor anses for at være favorit i denne kamp mod B.93, der har fået en mere blandet start. To sejre, fire uafgjorte og to nederlag er det blevet til i 2. division øst. Det rækker til en plads som nummer 10. Tager man to pokalsejre med, ser det samlede billede lidt mere lovende ud. Men det er klart, at B.93-holdet med en række unge spillere er i en opbygningsfase.
De to sidste kampe – pokalkampen mod Herlev og divisionskampen mod Avedøre – er endt med sejre til B.93. Og glædeligt var det, at Olcay Senoglu i 2-1 sejren over Avedøre igen fik gang i målscoringen.
I sidste sæson blev det til to gange uafgjort mellem B.93 og Frem. 0-0 på Østerbro Stadion og 1-1 i Valby Idrætspark.
Frem møder med blandt andre angriberen Daniel ‘Elly’ Pedersen, som med syv scoringer ligger i toppen af topscorerlisten i 2. division øst. Og så har Frem fire spillere med i truppen, som alle har spillet på B.93’s 1. hold. Mest kendt er Emil Dyre Nielsen, som har spillet 217 kampe og scoret 59 mål for B.93, men skiftede til Frem forud for denne sæson. Målmanden Simon Bloch Jørgensen og Mohammed Azaquoun har også spillet både ungdoms- og divisionsfodbold i B.93, og endelig har den teknisk begavede Beran Camili haft et kort ophold i B.93.
B.93’s Fanklub er selvfølgelig klar og på mærkerne til kampen. Fanklubben stiller med fuldt trommehold, og tribunen vil blive pyntet i hvide og blå farver, oplyser fanklubbens formand Brian Nehm, der er klar til at tage kampen op med Frems traditionelt talstærke og festlige tilhængere.
“En ting er sikkert: Fanklubben vil hjælpe gutterne på banen med maksimal støtte. Så gå ikke glip af den store fodboldfest. Mød op på Østerbro stadion og hjælp fanklubben med en solid opbakning til gutterne“, siger Brian Nehm.
I pausen arrangerer fanklubben konkurrencen “Gæt en spiller” .
“Der er flotte præmier på spil, og fanklubdyst mellem B.93 Fanklub og vores gode venner fra BK Frem Support“, siger Brian Nehm.
B.93 – Frem
Lørdag 4. oktober kl. 15.00
Østerbro Stadion
2. division øst
Dommer: Martin Køster
Billetpriser:
Voksne 60 kr.
Børn 30 kr.
Fanklubmedlemmer 40 kr.
Ungdomsmedlemmer i B.93 gratis