B.93 siger farvel til den populære sportsdirektør Patrick Mtiliga. Patrick tiltræder en lederrolle på FCN’s akademi – dette efter tre år som sportsdirektør i barndomsklubben B.93.
Til sommer drager Patrick til FC Nordsjælland i en nyoprettet lederstilling på klubbens akademi, hvor han kan bidrage med sin store erfaring, sine menneskelige kvaliteter og sit store kendskab til klubbens kultur og værdisæt.
Patrick Mtiliga er ungdomsspiller fra B.93, hvor han hurtigt viste sit store talent, og kom på vores daværende Superligahold som kun 18-årig.
Karrieren bragte ham til udlandet, men i 2011 vendte han hjem til Superligaen og spillede seks år for FC Nordsjælland, hvor han sluttede sin karriere på banen som anfører. Patrick tiltrådte i sommeren 2018 som sportsdirektør for B.93 Kontrakt fodbold ApS, dette med reference til bestyrelsen. Han har været dygtig, visionær og populær i B.93.
Vi bad om en udtalelse fra Patrick og bestyrelsesmedlem Ole Ringheim:
Patrick Mtiliga
– Jeg føler, den nye rolle i FCN er skræddersyet til mig. Udviklingen af unge mennesker har altid fyldt meget i min verden, og jeg glæder mig til at komme tilbage og blive en del af de mange fantastiske projekter i FCN og være en del af et meget ambitiøst miljø, som jeg føler sætter et eksempel for, hvordan fodbolden kan bruges som platform til at skabe og forme mennesker og rollemodeller.
– FCN er en fodboldklub, der er drevet lige så meget af værdier som af resultater. Det føler jeg måske er en mangelvare i fodbolden i dag, og jeg føler, det har et enormt potentiale at arbejde på den måde.
– Det er også et på gensyn for denne gang til min barndomsklub B.93. Jeg har været superglad og taknemmelig for det jeg har lært og fået lov til at bidrage med der de sidste tre år.
– Vi har ramt vores målsætninger sammen, og det har været et vigtigt skridt for mig at også lære fodboldverdenen at kende fra den anden side.
– Der er mange ting i fodbolden, man ikke nødvendigvis forstår eller kender til som spiller, og de sidste år har virkelig givet mig meget indsigt.
– Jeg ønsker og håber B.93 vil fortsætte sine fremskridt, og jeg glæder mig over, at jeg kommer til at kunne følge tæt med igennem det samarbejde som FCN og B.93 allerede har.
Ole Ringheim
– Vi har været superglade for at have haft muligheden for at have Patrick tilknyttet vores sportslige setup, og ønsker ham samtidig al muligt held, lykke og succes i sin nye rolle.
– Patrick har bidraget på flere parametre, ikke mindst omkring arbejdet og den fortsatte udvikling af vores unge spillere, og vil altid være en meget populær personlighed i B.93.
– Vi kommer til at savne ham, men er samtidig glad for, at han nu kan tage dette næste skridt i hans egen udvikling og karriere.
Bonusinformation
- Patrick Mtiliga er født 28. juli 1981 på Østerbro og debuterede som 18-årig for B.93, før han blev professionel i Holland. Efter sin debut på B.93’s Superligahold i 1999 (ude mod Herfølge i en målløs kamp) blev det til 13 kampe for B.93, inden han tog udenlands for at fortsætte sin fodbold
- Han spillede i alt 284 kampe i sin udenlandske karriere bl.a. hos Feyenoord, SC Excelsior, Breda og Malaga
- Han har spillet 6 A-landskampe og 37 U-landskampe på U17, U19 og U21
- Blandt nære venner kaldes han Palle
- Patrick var en stor profil da han spillede i FC Nordsjælland i perioden 2011-2017. Her blev han Danmarksmester med holdet i sæsonen 2011-2012
- Han har en stor karisma både på og uden for banen, men er stadig et beskedent og venligt menneske. Han har været en væsentlig aktør i det senere tætte samarbejde mellem B.93 og FCN, blandt andet omkring talentudvikling og træneruddannelse.
B.93 siger tak for denne gang, og ønsker Patrick held og lykke i FCN.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Patrick Mtiliga af Claus Vandborg. Portrætfoto af Patrick Mtiliga af Christian Midtgaard. Portrætfoto af Ole Ringheim fra arkiv.