Pigerne rykker sig lidt hver dag.
B.93’s 1. senior for kvinder vandt deres pulje, efter at være gået ubesejret igennem de otte kampe i Pulje 1. De tørre tal var en pointhøst på 20, med en målscore på 19-6.
Dette betyder at B.93 nu er placeret i 1. divisions slutsspil (Pulje 1).
Her skal B.93 op mod Herlufsholm, Sundby og Næsby. Se kampprogrammet her.
B.93 starter lørdag 10. oktober kl. 14.00 hjemme mod sidstnævnte. De fire hold skal mødes hjemme og ude, og de to bedst placerede skal spille oprykningspil til landets bedste række – det er naturligvis til foråret.
Bliver placeringen sidst eller næstsidst i Pulje 1, skal B.93 deltage i et nedrykningsspil til foråret.
Når vi nærmer vi os forårets kampe, vil vi gå mere detaljeret til reglerne for dette spil.
B.93 kan se tilbage på et godt efterår indtil videre, men nu kommer den virkelige udfordring.
Derfor spurgte vi holdets cheftræner om hans syn på denne store udfordring.
Rasmus Good
– Nu venter der nogle rigtig interessante kampe, mod dygtige hold. Sundby kender vi rigtig godt fra vores egen pulje, HG og Næsby har mange af pigerne mødt sidste år også, så det er hold vi kender langt hen af vejen og det samme gør sig gældende for deres del.
– Det bliver rigtig spændende at se hvad der sker, niveauet på kampene får et løft og det er noget vi har set frem til længe og så må vi jo se om vi har kvaliteten til at slutte på en af de to første pladser.
– Formålet med denne del af turneringen er i hvert fald at løfte vores niveau og i særdeleshed vores tempo en hel del, det hjælper også når modstanderne i det daglige er bedre. Det handler jo om for os at rykke tættere på.
– Pigerne rykker sig lidt hver dag, bliver lidt klogere, hurtigere og bedre, så vi er på rette vej. Nu glæder vi os rigtig meget til første kamp mod Næsby, som bliver en spændende modstander.
Bonusinformation
Den sportslige ledelse fra B.93 har valgt at spille alle hjemmekampene på kunstgræs. Dette selvfølgelig på vores anlæg Ved Sporsløjfen 10. Der er gratis adgang – også til det første opgør lørdag kl. 14.00 mod Næsby.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.