Aarhus Fremad – B.93 1-2 (1-0)
1-0 Mathias Nygaard Kristensen (32′)
1-1 selvmål af Andreas Damgaard (56′)
1-2 Peter Bjur (71′)
Riisvangen Stadion
350 tilskuere.
Optakten til udekampen mod Aarhus Fremad lørdag eftermiddag havde mildest talt været problematisk. Allerede i sidste uges kamp mod Marienlyst havde B.93-truppen haft problemer med afbud på grund af skader, og i løbet af ugen var situationen absolut ikke blevet bedre.
Godt nok var Sean Elliot Christoffersen og Sebastian Czajkowski atter klarmeldt, ligesom Aske Lundsgaard var tilbage fra karantæne, men skadeslisten talte alligevel hele syv spillere (Raun, Holm, Mads Nielsen, Mohammad Ali, Heimer, Granzow og Lucas Chang-Andersen). Når man så også tilføjer, at denne absolut ikke lægekyndige referent skulle rende rundt med vandspanden og lege behandler, var en vis bekymring ikke ubegrundet. Desuden – og måske værst af alt – var holdets samlingspunkt, anfører Martin Heisterberg, i karantæne.
Som om der ikke var problemer nok i forvejen, måtte Sean Elliot Christoffersen udgå med en grim knæskade midt i første halvleg, så det var et 93-hold, der mandskabsmæssigt kørte på pumperne, denne forårslørdag på en ellers indbydende grønsvær i det nordlige Aarhus.
Trods alle disse genvordigheder fik B.93 efter en lidt rodet indledning faktisk godt greb om spillet. Aske Lundsgaard, anfører i dagens anledning, dirigerede fornemt det meget unge hold fra sin position i midterforsvaret, og Mikkel Mouritz og Peterlin i “maskinrummet” på midtbanen fordelte boldene udmærket.
Vi skulle dog hen til omkring den halve time, før vi fik den første åbne mulighed: Peter Bjur fandt med flot overblik en fri Nicolai Olsen, hvis flade afslutning mod det lange hjørne desværre strøg på tværs af målet.
Aarhus Fremad, der også stillede med et hold præget af en del afbud, var ikke voldsomt offensivt indstillede, men lurede på 93-fejl. Og kort efter Nicolai Olsens mulighed gav den taktik pote. Adam Emme og Victor Michaelsen i målet kunne ikke blive enige om, hvem der skulle tage sig af en tilsyneladende harmløs langbold, hjemmeholdets Mathias Nygaard Kristensen smuttede imellem de to tøvende 93ere, og kunne enkelt sende bolden i det tomme mål.
1-0 var en ærgerlig pausestilling efter en første halvleg, hvor der havde stået 93 på det meste. Spillerne skal roses for at fortsætte med at klø på i anden halvleg, trods den megen modgang. De sort-gule aarhusianere kunne dog have bragt sig på 2-0 kort efter pausen, men heldigvis fik Victor Michaelsen fornemt fanget en flad afslutning fra en farlig position.
Og så fik “Den Hvide Dame” endelig lidt medgang: En lumsk indadskruende frisparksbold fra Emil Farver var Fremads Andreas Damgaard så uheldig at forlænge forbi egen målmand og i nettet. 1-1, og nu var B.93 for alvor ovenpå.
Efter en smukt gennemspillet kontra slap Nicolai Olsen helt fri få meter fra mål, men sparkede bolden lige ind i målmandens håndparade. Sikke en chance, og kort efter fik Peter Bjur annuleret en scoring for offside.
2-1 til 93 lå i forårsluften på Riisvangen, og tyve minutter før tid kom den så: Et angreb over venstre side endte med at Emmanuel Ogude sendte en flad aflevering på tværs (det var måske et skudforsøg, men pyt), midt for mål stod Peter Bjur, denne gang ikke offside, og med en flad afslutning kunne han enkelt sende bolden i nettet. Kronen på værket for unge Bjur, der med sin gode teknik og sit imponerende drev med bolden fik vist, at han ikke blot er ved at modnes til seniorfodbold, men også har potentialet til at blive en topspiller.
I slutfasen forsøgte Aarhus Fremad at forcere spillet ned mod 93-målet, men trods den indlysende mangel på rutine på det unge 93-mandskab spillede vi med stor ro og sikkerhed og lod ikke hjemmeholdet komme til åbne målchancer. Den fortjente 2-1-sejr kom i hus, og når man tænker på den megen modgang, B.93 mødte både før og under kampen, var denne udesejr et vidne om truppens mentale styrke og store fightervilje.
Aske Lundsgaard, glimrende indsats som midterforsvarer og anfører: “Selv om vi kom bagud, var jeg ikke i tvivl om, at vi ville vinde. Alle på holdet ville vinde i dag, og det var en let opgave at være anfører for så engagerede spillere.”
Holdet på banen
Victor Michaelsen
Sean Elliot Christoffersen (ud 25′)
Aske Lundsgaard
Adam Emme
Emil Farver
Anton Peterlin
Mikkel Mouritz
Sebastian Czajkowski
Peter Bjur (ud 78′)
Emmanuel Ogude
Nicolai Olsen (ud 84′)
På bænken
Mads Walter (ind 25′)
Omar Roshani (ind 78′)
Jack Wander (ind 84′)
Marcus Salandy-Defour
Jonas Berg
Nicolaj Fallentin
Kampreferat v) Mads Mazanti.