Vælg en side

Særdeles underholdende opgør på Østerbro Stadion fredag aften foran 609 tilskuere. Det eneste der manglede var tre point til hjemmeholdet.

 

B.93 – HIK 3-3 (1-1)

0-1 Jonatan Rindom (19′)
1-1 Souheib Dhaflaoui (41′)
2-1 Souheib Dhaflaoui (60′)
2-2 Jonatan Rindom (63′)
3-2 Oliver Carrara (73′)
3-3 Youssef Dhaflaoui (76′)

Østerbro Stadion
609 tilskuere.

Ingen B.93-sejr trods fredagsmålfest

B.93 har nærmest været eksperter i at sætte føringer og point over styr i dette forår, men ad to omgange sad man med fornemmelsen af, at Østerbros helte også kunne det modsatte i fredagskampen mod HIK. Altså vinde efter at have været bagud …

Således startede hjemmeholdet med at stå lavt på banen, og det var derfor ganske fortjent, at Jonathan Rindom kunne bringe gæsterne foran i kampens 19. minut.

Målmand Aris Vaporakis spillede bolden lige ud i fødderne på den 18-årige HIK’er, som havde let ved at åbne scoringen.
Herefter viste B.93-mandskabet dog styrke og karakter. Man kom længere frem på banen og blev målfarlige.

Belønningen kom, da der resterede godt fire minutter af første halvleg. Et indlæg fra højresiden blev ikke ekspederet ordentlig væk af HIK’s forsvar, og bolden landede hos en veloplagt Souheib Dhaflaoui, som efter et par træk ind i banen kanonerede bolden ind bag unge Mads-Erik Frederiksen i HIK-målet.

Som nat og dag

Spillet fra begge hold i første halvleg fortjente ikke mange roser, og det derfor var tydeligt, at oprykningschancen for længst er forpasset, og at motivationen manglede.

Men i de to omklædningsrum havde man åbenbart valgt at anskue kampen med den modsatte vinkel efter at dommer Frida Klarlund fløjtede op til anden omgang.

Især B.93’erne spillede frit og med opfindsomhed, flow og motivation. Det gav pote efter en times spil, da førnævnte Dhaflaoui havde sidste fod på bolden efter et vellykket højt pres på modstanderen.

Den 25-årige offensivspiller har nu scoret tre mål i de seneste to kampe og i alt 11 sæsonmål, hvilket er hans bedste i seniorkarrieren. Det indbragte ham i øvrigt fortjent titlen som kampens spiller, kåret af B.93 Fanklub.

Glæden varede dog kun kort. Nærmere bestemt to minutter og 34 sekunder. En helt igennem mislykket igangsættelse af målmand Vaporakis efter et frispark på egen banehalvdel betød, at Jonathan Rindom med sin anden træffer og største lethed kunne gøre det til 2-2.

Underholdningen fortsatte dog for fulde gardiner, og man må i den grad rose hjemmeholdet for at fortsætte de gode takter. Efter 73 minutter spil kom de hvidblusede nok engang foran, da en lang bold lidt tilfældigt via Frederik Høgh landede hos Oliver Carrara, som fra tæt hold gjorde det til 3-2.

Det var angriberens sjette træffer i foråret, og hans trettende i alt i denne sæson, men den rakte desværre ikke til en sejr.

For nok engang formåede B.93 ikke at holde føringen, som denne gang blot holdt i to minutter og 14 sekunder. Og ironisk nok var det Souheib Dhaflaouis lillebror, den blot 19-årige Youssef, som med sit allerførste seniormål kunne gøre det til slutresultatet 3-3.

Trods målfesten måtte træner Thomas Nørgaard og spillerne altså nok engang sande, at anstrengelserne ikke førte til den håbede sejr. Næste mulighed for at smage sejrens sødme er søndag 15. maj, hvor holdet kommer på en svær opgave på udebane mod topholdet Næstved.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Ramus Brodersen
Abdullah Iqbal
Søren Sørensen
Sebastian Kroner (ud 61′)

Niels Morberg (ud 61′)
Mikkel Mouritz Jensen (ud 82′)
Souheib Dhaflaoui (ud 82′)

Oliver Carrara
Frederik Rask Høgh Jensen
Tammer Bany (ud 61′)

På bænken

Simon Rossil
Daniel Soidik (ind 61′)
Hamid El Idrissi
Søren Nørgaard (ind 82′)
Jeppe Erenbjerg (ind 61′)
Mican Atici (ind 82′)
Andreas Pyndt (ind 61′)

Topfoto af den dobbelte målscorer Souheib Dhaflaoui: Christian Midtgaard.
Kampreferat v) Henrik Hvillum