Vælg en side

B.93’s 1. divisionskvinder vandt endnu engang en storsejr over rækkens bundhold FB og fører 1. division suverænt.

 

I udekampen på Frederiksberg fik mange af reserverne spilletid, og de gjorde det glimrende. Det blev en sejr på 0-8, ligesom i holdenes første kamp på Svanemølleanlægget (arkivfoto).

Man kunne ikke se på B.93-holdet, at der der i start-11’eren var udeladt 6-8 spillere fra den normale startopstilling, for alt spil foregik på FB’s banehalvdel. Kun afslutningerne var for uskarpe i de første 20 minutter.

Men fra 25. minut og til pausen fik B.93 gang i en fantastisk stime med hele 6 mål. De blev scoret af Kristine Lindgaard, Nana Boysen, Emilie Normann Langhorn, Rebecca Ravn-Haren samt 2 mål af Josefine Funch.

I 2. halvleg ville B.93 gerne køre hårdere på, især spillemæssigt, uden at det lykkedes til fulde. Men der blev skabt bunker af chancer – og brændt enorme chancer, hvor angriberne bl.a. var alene med FB-keeperen og stod foran et frit mål.

B.93 fik dog scoret yderligere 2 mål:

Indskiftede Nicole Robertson satte sin 10. sæsonscoring ind og er klar topscorer i 1. division.

Freja Kjærsig Sunesen sluttede festen af med kampens 8. og sidste scoring, og inden da havde hun stået for 3 oplæg til mål.

B.93 vandt, som de skulle, brugte den brede trup og havde mange spillere i gang, hvilket er vigtigt i en lang sæson med 14 ligakampe plus pokalkampe

B.93 ligger nu nummer 1 i første division med stor afstand ned til de næste hold og med en målscore på +32. Der er 9 point ned til Østerbro IF, som lørdag lidt overraskende tabte 0-2 til FC Damsø. HB Køge ligger lige efter og har en kamp til gode, men tabte et skridt i topkampen efter søndag at have tabt 1-2 mod Næsby.

HB Køge kommer på besøg på Svanemølleanlægget til topkamp mod B.93 næste lørdag den 13. oktober kl. 13. Med en sejr der kan B.93 allerede sikre sig oprykning til forårets kvalifikationsliga med fire runder tilbage.

Af Tage Majland
Arkivfoto: Tage Majland