B.93 måtte desværre indkassere sæsonens andet 1-0 nederlag til AaB.
AaB – B.93 1-0 (0-0)
1-0 Cornelia Kramer (73′)
Aalborg Portland Park
Ingen tilskuere.
Vi bad som vanligt B.93’s cheftræner om at fortælle om kampen fra sin egen vinkel.
– Når jeg ser kampen igen, er mine tanker at vi egentlig er ret gode til at etablere os på deres banehalvdel og i de fleste tilfælde også til at stoppe deres kontra.
– AaB er virkelig gode på kontra og til at forsvare lavt, samt forsvare deres eget felt. Dette vidste vi inden vi gik ind til kampen og det var også det vi så.
– Vi havde meget svært ved at skabe store chancer imod dem. Vi havde svært ved at komme ind imellem deres kæder og i feltet på dem. De var utrolig disciplinerede.
– Når vi spiller på den måde vi gør, skal vi være utrolig dygtige til at positionere os rigtigt, så vi undgår kontra imod og der synes jeg der var en klar forbedring i vores reaktioner, men også relationer. Vi spillede med et noget større mod og var mere kyniske. Helt klart noget vi har lært fra Sundby kampen i weekenden.
– Målet imod kommer desværre på en fejl, vi selv kunne have undgået og man må bare tage hatten af for Cornelia Kramer. Når hun bare får duften af en chance, så er hun utrolig farlig.
– Vi har selv muligheder for at score. Vi skaber ikke kæmpe chancer imod dem, den ros skal de have, men vi har nogle muligheder, som med lidt mere held og en knivspids mere kvalitet i situationen, gør at vi kunne have taget fra Aalborg med en sejr.
– Jeg føler jo igen ikke at vi fortjener at tabe og jeg ville ønske vi havde AaB igen på søndag, så vi kunne rette op på det.
– Når vi spiller, bliver vi ofte anerkendt for den måde vi spiller på og den måde vi gør tingene på. Det gør mig glad og stolt, fordi det er noget folk husker.
– Medmindre du vinder mesterskaber og pokaler, plejer folk ikke at huske resultaterne. Men måden du gjorde det, den oplevelse man gav de mennesker som så kampen, det udtryk man havde bliver hængende.
– Flot fodbold uden at vinde er nytteløst, men at vinde uden at spille flot er bare kedeligt i min optik.
– Vi har meget at lære endnu, men vi er også kommet langt. Vi må sande at det ikke længere er i vores egne hænder, selv hvis vi skulle tage maksimum point i de sidste kampe, men jeg synes stadig der er grund til at være stolt af hvad denne trup, med en gennemsnitsalder på 20 år har opnået indtil videre.
– Vi har udviklet os godt og der er mange som vi kan se, allerede nu har kvaliteten til Kvindeliga fodbold og potentialet til mere end det, så vi ryster ikke på hånden af den grund.
– Næste sæson er samtlige af disse spillere bedre, mere modne og har fået værdifulde erfaringer.
– Matematisk er oprykning stadig muligt og vi spiller alle vores fodboldkampe for at vinde. Så længe det er muligt, så går vi efter det og klarer vi det ikke i denne sæson, så ved jeg denne gruppe kan gøre det i næste sæson, hvis vi holder sammen.
– Nu har vi heldigvis ASA på søndag, hvor vi får en mulighed for at forlade banen med en sejr, hvis vi er dygtige.
Holdet på banen
Emilie Schrøder
Silje Simonsen
Julie Pauludan Madsen
Nicoline Lieber Heilstrup
Cathrine Buccat Graversen (ud 46′)
Emilie Normann Langhorn (ud 74′)
Josefine Funch (ud 69′)
Sarah Jankovska
Linnea Louise Borbye (ud 85′)
Omewa Joy Ogochukwu
Sissel Bøje Kielnhofer (ud 84′)
På bænken
Louise Tscherning Thomsen (ind 74′)
Viktoria Einsbor
Kristine Lindgaard (ind 85 ‘)
Ida Tommerup
Signe Mertins (ind 69′)
Sofie Thrige Andersen (ind 46′)
Lúcia Leila José (ind 84’)
Kampreferat v) Rasmus Good.
Foto af Sarah Jankovska: Christian Midtgaard.