Dalum – B.93 1-1 (0-0)
0-1 Andreas Heimer (70′)
1-1 Jakob Eigaard (90′)
Dalum Stadion
267 tilskuere.
I forhold til kampen i Kolding var det et meget ungt og stærkt ommøbleret 93-hold, der stillede op til kampen mod Dalum i Odense.
Hele tre stamspillere (Heisterberg, Ogude og Lundsgaard) var røget i karantæne, desuden var Czajkowski, Bjur og Adam Emme ramt af skader. Emil Farver måtte derfor rykkes ind i midterforsvaret sammen med den debuterende yngling Awab Salame. De unge Walter og Wander indtog backpladserne, amerikaneren Salandy-Defour fik chancen fra start på højre fløj, det samme gjorde Mohammad Ali som midterangriber. Sidst i kampen blev der også debut til ynglingen Søren “Sø” Nørgaard.
Med et B.93-hold i en så alternativ opstilling var det begrænset, hvad man kunne forvente af de mange uprøvede kræfter, men der stod nu alligevel B.93 på det meste. I første halvleg havde vi dog problemer med at omsætte vores spilovertag til åbne målchancer. Kun et par halve muligheder blev det til, men der var tendenser til mere, for Dalum-forsvaret var tydeligt sårbare overfor stikninger i dybden og angreb over fløjene. I luftspillet havde vi til gengæld ikke meget at komme efter, men så længe vi holdt bolden langs jorden, så det lovende ud.
Efter pausen fik “Den hvide dame” lagt et endnu større tryk på de rødklædte odenseanere, og nu begyndte chancerne også at indfinde sig. Den største tilfaldt Andreas Heimer efter fornemt oplæg fra Salandy-Defour, men midt for mål midt i feltet sparkede han langt forbi mål. Også i andre situationer havde vi gode skudmuligheder, men den sidste skarphed manglede.
I den anden ende var Dalum stort set kun farlige i forbindelse med de misforståelser, der uundgåeligt måtte opstå i et helt usammenspillet 93-forsvar, men 30-årsfødselaren Ronni Raun stod parat med sikre indgreb, når det var nødvendigt.
Spørgsmålet var, om B.93 havde den offensive tyngde til at få udbytte af sin spillemæssige overlegenhed. Med godt tyve minutter tilbage af kampen kom svaret. En bold i dybden syntes at være sikkert bytte for Dalums defensiv, men Andreas Heimer forfulgte den alligevel energisk, og da fynboernes målmand tøvede et øjeblik med at samle den op, prikkede han den snarrådigt forbi ham, og lagde fra en spids vinkel koldblodigt bolden i det tomme mål.
Derpå havde B.93 muligheder for at lukke kampen, blandt andet havde indskiftede Roshani et forsøg, som tvang målmanden til en fin parade, men det blev ved lige-ved-og-næsten.
I slutfasen forsøgte odenseanerne at presse spillet frem mod vores felt med en række dødboldssituationer til følge. De blev dog alle afvist, indtil Dalum i overtidens tredje minut fik et indkast i højre side. Indkastet røg langt ind i feltet, Dalums Jakob Eigaard vandt en hovedstødsduel med Emil Farvel og fik dirigeret bolden i en blød bue mod mål, således at den overrumplede Raun og dumpede ind under overliggeren.
Ak ja, en 93-classic: Vi fik ikke lukket kampen, og så blev vi straffet til sidst. Selvfølgelig brandærgerligt, men på den anden side var der også grund til at glæde sig over, at et 93-hold, der var tæt på at være et halvt ynglingehold, under så vanskelige omstændigheder kunne levere en så fin præstation.
Emil Farver, i dagens anledning anfører: “De unge gjorde det godt og viste den rette indstilling. Så det var ærgerligt, at vi ikke lukkede kampen eller holdt føringen. Vi havde fortjent sejren.”
Se eller gense live stream med højdepunkter her.
Holdet på banen
Ronni Raun
Mads Walter
Awab Salame
Emil Farver
Jack Wander
Anton Peterlin
Mikkel Mouritz
Andreas Heimer (ud 79′)
Marcus Salandy-Defour (ud 62′)
Mohammad Ali
Nicolai Olsen (ud 89′)
På bænken
Omar Roshani (ind 62′)
Kristian Holm (ind 79′)
Søren Nørgaard (ind 89′)
Nicklas Granzow
Leonel Montano
Jonas Berg
Victor Michaelsen
Kampreferat v) Mads Mazanti.