Vælg en side

Vi måtte i dag desværre se Jammerbugt FC trække yderligere fra på 1. pladsen. Men intet er afgjort og vi fortsætter jagten.

B.93 – Thisted 0-0

Østerbro Stadion
374 tilskuere.

Som det var tilfældet i sidste weekends kamp i Brabrand, var B.93-truppen også til lørdagens topkamp mod Thisted plaget af skader. I kamptruppen savnedes blandt andre stærke folk som Søren Sørensen, Benjamin Lund og Simon Wæver. Også fødselaren Souheib Dhaflaoui har bøvlet med en skade, men var dog klar nok til en plads på bænken.

Trods de mange afbud var B.93 generelt spildominerende i hele kampen. Det var de unge 93ere, der skabte kampen, mens Thisted, der savnede den karantæneramte angrebsprofil Dieudonne, stod solidt i deres 4-4-2-opstilling, lurende på dødbolde og kontramuligheder.

De rødklædte thyboer fik dog kampens første mulighed; et hovedstød efter hjørnespark, fistet over mål af en opmærksom Vaporakis.

Derpå var 93erne tættest på scoring i en ellers chancefattig første halvleg. Anfører Mikkel Mouritz havde en god skudmulighed, og han var også involveret i den største chance, en dobbeltchance til ham og Atici tæt under mål. Men ind ville bolden ikke, så 0-0 stod sig til pausen.

Efter pausen var 93erne stadig klart mest på bolden, men kæmpede med at skabe chancer mod den stabile, jyske defensiv. Knap tyve minutter før tid kom Dhaflaoui på banen. Med sin store flid og kreativitet fik han straks skabt ravage. For når 93erne fik kombineret sig ind mellem thyboernes bastante – men også lidt tunge – kæder, opstod der muligheder.

Dhaflaoui fik selv chancen efter et hjørnespark, hvor han pludselig stod fri. Desværre strøg hans skud lige forbi nærmeste stolpe. Han stod også fadder til en stor chance til Jeppe Erenbjerg, men også Jeppes afslutning gik forbi mål efter Dhaflaouis fikse forarbejde.

93erne kunne altså ikke gøre tingene færdige i dag. Og så kunne Thisted tilmed have nuppet alle tre points i overtiden, da et hjørnespark blev forlænget ind mod 93-målet. I hvad der føltes som en uendelighed hoppede og dansede bolden på målstregen, før 93-forsvaret i yderste nød fik ekspederet bolden bort.

Det endte altså med en nulløsning. Et resultat, vi naturligvis kan være skuffede over, da det bringer Jammerbugt FC betydeligt tættere på oprykning. Men når dét er sagt: Spillerne bør være stolte over dét, de leverede i dag. Når man med så mange skader og så ungt et hold formår at være spildominerende mod et af rækkens bedste hold, er der faktisk mere grund til glæde end skuffelse. Hyldesten fra de særdeles veloplagte fans efter kampen var fuldt fortjent.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Rasmus Brodersen
Hamid El Idrissi
Adam Emme (ud 57′)
Malthe Weisdorf

Niels Morberg
Mikkel Mouritz
Lauge Persson (ud 72′)

Mican Atici (ud 85′)
Jeppe Erenbjerg
Oliver Carrara (ud 72′)

På bænken

Abdullah Iqbal (ind 57′)
Souheib Dhaflaoui (ind 72′)
Milan Rasmussen (ind 72′)
Daniel Stückler (ind 85′)
Daniel Barir
Morten Hegaard
Simon Rossil

Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto af Lauge Persson: Christian Midtgaard.