Vælg en side

Trods et nederlag på 1-3 til 2. divisions tophold Næstved var der gode takter at spore hos B.93 i den sidste træningskamp inden forårspremieren mod Hillerød næste søndag.

Vi har referatet klar til dig. Ny debutant i referent-genren hos B.93 i øvrigt. Byd velkommen til Henrik Hvillum.

B.93 – Næstved 1-3 (1-2)

0-1 Mileta Rajovic (2′)
1-1 Mikkel Mouritz (22′)
1-2 Mark Kongstedt (25′)
1-3 Ahmed Hassan (88′)

Svanemølleanlægget
100 tilskuere.

Trods solskinnet over træningsbanen på Sporsløjfen så det ellers noget mørkt ud for hjemmeholdet, da gæsterne kom foran allerede efter godt to minutters spil. Mileta Rajovic fik prikket bolden i mål efter lidt forvirring foran målmand Aris Vaporakis.

Målet gav tydeligvis de grønblusede gæster en god start på kampen, og efter 13 minutter var det tæt på 0-2, da Ahmed Hassan testede målmand Vaporakis, som reddede både det første forsøg og returbolden.

Minuttet efter fik B.93 sin første chance, da Oliver Carrara havde et hårdt skud på Næstved-keeper Nicklas Dannevang, hvilket blev startskuddet til en længere periode med godt pres af hjemmeholdet. Ikke mindst på hjørnespark fik man lagt et godt pres på den tidligere Fremad Amager-keeper.

Presset gav også bonus midt i første halvleg, da Mikkel Mouritz blev væltet i straffesparksfeltet. Dommer Nicki Nordlund Hansen takserede forseelsen til et straffespark, som den 25-årige anfører selv omsatte til den udlignende scoring.

Det var dog så som så med momentum for de hvidblusede ’93’ere i perioden efter scoringen, og faktisk var det Næstved, som slog kontra blot to minutter efter udligningen.

Et kraftfuldt spark af Mark Kongstedt strøg utageligt forbi Aris Vaporakis, og så var hjemmeholdet på ny bagud. Samtidig var scoringen startskuddet til en længere periode, hvor sjællænderne viste, hvorfor de er tophold i 2. division. Det kulminerede med et drøn af et spark på overliggeren fra Mathias Holm, da der resterede godt seks minutter af første halvleg.

Det kunne meget vel være blevet til flere Næstved-træffere, men både Frederik Christensen og Mileta Rajovic formåede ikke at udbygge gæsternes føring inden pausen.

B.93 mere kompakte i anden halvleg

Cheftræner Thomas Nørgaard brugte lang tid på taktik-snakken i pausen, og efter sidebyttet virkede B.93 langt mere kompakte. Efter blot to minutter var den indskiftede Rasmus Brodersen da også tæt på at udligne, men hans forsøg gik over mål.

Gæsterne virkede knap så skarpe som i første halvleg, og meget af spillet foregik imellem de to felter. Da der manglede 12 minutter, havde endnu en indskifter i form af Jeppe Erenbjerg en dobbeltchance for at bringe balance i tingene. I begge tilfælde stod Nicklas Dannevang i vejen.

Det viste sig dog, at banens aktører have gemt dramaet til sidst. Først blev unge Simon Rossil skiftet ind i stedet for en skadet Aris Vaporakis i målet, og den unge keeper fik straks gjort opmærksom på sig selv, da han stødte sammen med holdkammeraten Hamid El Idrissi, hvilket nær havde givet Mark Kongstedt åbent mål. Der kom dog en frelsende forsvarer i vejen, så gæsternes føring stadig kun var på ét mål.

Dernæst blev de godt 100 fremmødte forkælet med noget af en lækkerbisken at gå hjem på. Desværre for værterne var det Næstveds Ahmed Hassan, som stod for dagens detalje. Efter et delikat indlæg fra Julius Madsen saksesparkede den 25-årige angriber bolden elegant i netmaskerne, uden chance for Simon Rossil.

Så trods nederlaget var det alligevel en optimistisk cheftræner Thomas Nørgaard, som nu kan se frem til forårspremieren i 2. division.

Cheftræner Thomas Nørgård udtaler

– Spillerne har leveret en fantastisk opstart.

– Vi kigger frem mod de første kampe, hvor vores mål jo er at blive i top 6, og så er det lidt ærgerligt, at kampen bliver lidt rodet.

– Vi har arbejdet med nogle ting på træningsbanen, som ikke passede så godt ind i dagens kamp, så derfor var resultatet heller ikke så vigtigt for os.

Som bekendt topper Næstved rækken, 9 point foran B.93, så Thomas Nørgaard var godt klar over, at det ville blive en svær modstander:

– Vi følte, at vi spillede en relativt lige kamp med dem, og så er det et ”forfærdeligt” mål vi gav væk til sidst. Vi synes selv, at de scorede lidt på de forkerte chancer, og begge mandskaber vil sikkert mene, at man havde givet for mange chancer væk i første halvleg.

– Derfor er jeg også godt tilfreds med, at vi stod bedre efter pausen.

Efter denne analyse af cheftræneren, havde han denne afsluttende kommentar:

– Jeg synes at spillerne har leveret en fantastisk opstart. De har arbejdet super-målrettet, taget tingene en ad gangen og bevaret fokus.

– Vi er så privilegerede, at det er os der skal jagte vores modstandere, og det føler vi os fuldt ud klædt på til, sluttede Thomas Nørgaard.

B.93’s første kamp i 2022 er mod rækkens nr. 2, Hillerød, søndag 13. marts kl. 13.00 på udebane.

Holdet på banen

Aris Vaporakis (ud 85′)

Simon Wæver (ud 70′)
Hamid El Idrissi
Søren Sørensen (ud 60′)
Sebastian Kroner (ud 45′)

Mikkel Mouritz
Andreas Pyndt (ud 70′)
Niels Morberg (ud 60′)

Souheib Dhaflaoui (ud 60′)
Oliver Carrara (ud 45′)
Mican Atici (ud 45′)

På bænken

Simon Rossil (ind 85′)
Daniel Soidik (ind 70′)
Morten Fraysse (ind 60′)
Jeppe Erenbjerg (ind 46′)
Rasmus Brodersen (ind 46′)
Milan Silva Rasmussen (ind 70′)
Tammer Bany Odeh (ind 60′)
Frederik Høgh (ind 46′)
Vitus Holm (ind 60′)

Referat v) Henrik Hvillum.
Topfoto: Henrik Wessmann.