Hvidovre – B.93 0-1 (0-0)
0-1 Sebastian Czajkowski (60′)
Kæmpernes Arena
1.105 tilskuere.
B.93 gæstede fredag aften Kæmpernes Arena (Hvidovre Stadion) til et uhyre vanskeligt opgør mod en af oprykningskandidaterne, Hvidovre IF. Hvidovres flotte hjemmebane blev indviet med pomp og pragt og klipning af snor af borgmesteren, men det skulle nu vise sig at B.93 ikke kun var kommet for at være høflige gæster til festen.
Hjulpet af en stærk vind på langs af banen dominerede hjemmeholdet dog kampens indledning. Et par særdeles nærgående forsøg kunne have bragt det velspillende Hvidovre-hold i front mod et 93-hold, der blev presset langt tilbage på banen.
Efterhånden som halvlegen skred frem, fik B.93 dog vristet sig fri af jerngrebet og kæmpet sig godt ind i kampen. Nicolai Olsen stod for B.93s forsøg på mål i første halvleg, først med et hovedstød, der tilfældigt dumpede ned på overliggerens overkant, derpå med et fint skudforsøg efter at han havde taget et godt træk ind i banen, men Hvidovres målmand parerede fornemt.
Mod slutningen af halvlegen var det dog Ronni Raun, der kom på arbejde i den anden ende af banen, da han måtte diske op med et par fine redninger af giftige Hvidovre-forsøg. Så 0-0 ved pausen kunne B.93 være bedst tjent med.
Efter pausen var de rødtrøjede atter toneangivende. B.93 kæmpede imidlertid forbilledligt for at holde hjemmeholdet fra fadet og satsede på at sætte et afgørende stød ind, hvis chancen skulle byde sig.
Og det gjorde den efter knap en times spil: Emmanuel Ogude erobrede bolden omkring banens midte. Da han nærmede sig feltet, blev han omgivet af fire forsvarsspillere, så situationen syntes håbløs, med mindre man altså besidder teknik og overblik af “Emmy”s format. Med bolden klæbende til fødderne trak nigerianeren på tværs og tog fusen på hele Hvidovre-forsvaret med en laudrupsk indenomsaflevering til Nicolai Olsen, der var stormet frem i feltets venstre side. Han sendte øjeblikkeligt bolden fladt på tværs til Sebastian Czajkowski. Ved forreste stolpe kurede “Seb” bolden i mål. 1-0 og vild jubel i 93-lejren.
Resten af kampen udformede sig til et stadig større pres mod B.93’s mål, men selv om Hvidovres spilovertag blev mere og mere massivt tillod en storspillende 93-defensiv meget få åbne chancer. På trods af at vi savnede såvel karantæneramte Kristian Holm som skadede Nicklas Granzow, og i tilgift fik Bjørn Zabell skadet midt i anden halvleg, blev der leveret en fantastisk disciplineret indsats. Martin Heisterberg og Adam Emme lukkede fuldstændig ned for Hvidovres angreb, mens Aske Lundsgaard med et kolossalt løbepensum vanskeliggjorde arbejdsbetingelserne for hjemmeholdets teknisk dygtige midtbanespillere. Og da Aske Lundsgaard måtte overtage skadede Bjørn Zabells plads på venstre back, leverede Kristoffer Bødker en glimrende indsats på midtbanen.
Det var derfor stort set kun efter dødbolde, at Hvidovre blev farlige. Det blev til gengæld også rigtigt farligt ved et par lejligheder, hvor hjemmeholdet fik et par gode muligheder tæt under mål. Største mulighed kom to minutter før tid, men heldigvis fik Hvidovre-spilleren headet bolden over mål i en oplagt position få meter fra stregen.
Efter fem et halvt minuts nervepirrende overtid kunne B.93 fejre en imponerende flot sejr. Fortjent, nej, ikke helt, Hvidovre var da det bedst spillende hold, men hvilken strålende holdindsats, hvilken fight, hvilken disciplin, hvilket engagement. På alle måder et B.93-hold på rette vej.
Martin Heisterberg: “Jeg har svært ved at finde ord for, hvor glad jeg er for denne her sejr. Det var en helt utrolig præstation af alle. Når man ser på, hvor meget spil, Hvidovre havde, kan man måske godt kalde det tyveri, men pyt, vi er selv blevet bestjålet så mange gange, nu må det være vores tur. Og jeg synes faktisk, at vi er værdige til at være et tophold nu.”
Holdet på banen
Ronni Raun
Sean Elliot Christoffersen
Martin Heisterberg
Adam Emme
Bjørn Zabell (ud 67′)
Aske Lundsgaard
Anton Peterlin
Andreas Heimer (ud 84′)
Emmanuel Ogude (ud 83′)
Nicolai Olsen
Sebastian Czajkowski
På bænken
Kristoffer Bødker (ind 67′)
Mohammad Ali (ind 83′)
Mikkel Mouritz (ind 84′)
Mads Walter
Tarik Mourhrib
Lucas Chang-Andersen
Kampreferat v) Mads Mazanti.