B.93 havde i den grad ikke Fru Fortuna på sin side lørdag eftermiddag i Brabrand. En 3-2 sejr lå i kortene, men så udlignede Brabrand holdet i de døende sekunder efter et hjørnespark. Surt show.
Referatet er denne gang lidt decimeret, da streaming teknikken ikke fungerede i Brabrand, så vi har ingen video fra kampen. Men til gengæld har vi talt med cheftræner Thomas Nørgaard, som perspektiverer begivenhederne.
Brabrand IF – B.93 3-3 (1-1)
1-0 Malthe Harbo Boesen (6′)
1-1 Oliver Carrara (31′)
2-1 Frederik Selch Poulsen (51′)
2-2 Jeppe Erenbjerg (53′)
2-3 Souheib Dhaflaoui (71′)
3-3 Malthe Harbo Boesen (94′)
Brabrand IF’s Idrætsanlæg
217 tilskuere.
B.93 stadig uden sejr i foråret
Kalenderen skal efterhånden skrues helt tilbage til 2021, før vi finder den seneste fulde gevinst til Østerbros helte. Ikke siden 2-0 sejren over Thisted 20. november har sejrssangen gjaldet hos de hvidblusede.
Det lykkedes heller ikke at få tre point med fra mødet med Brabrand IF i Århus på en ellers solbeskinnet lørdag eftermiddag.
Faktisk startede det rigtig skidt for B.93, da Malthe Harbo Boesen gjorde det til 1-0 til hjemmeholdet allerede efter 6 minutters spil.
Det var ikke lige det, der var Plan A for træner Thomas Nørgaard og spillerne, men efter en halv time så det dog straks lidt lysere ud. Oliver Carrara bragte balance i regnskabet med sit i alt tiende sæsonmål. Oliver har nu scoret i tre kampe i træk efter vinterpausen og dermed gjort sit til, at drømmen om oprykning bliver holdt i live.
Men det er en spinkel drøm, og 6 minutter efter pausen fik den endnu et skud for boven. Frederik Selch Poulsen bragte på ny hjemmeholdet foran.
Målet vækkede tydeligvis gæsterne, for blot to minutter senere udlignede Jeppe Erenbjerg med sit syvende sæsonmål (det første i 2022), inden Souheib Dhaflaui bragte B.93 på sejrskurs, da der resterede 20 minutter. Souheib er nu noteret for 8 mål i indeværende sæson.
Men det lykkedes desværre heller ikke denne gang at holde føringen helt til målstregen. Således kunne Malte Harbo Boesen med sit andet mål i kampen udligne langt inde i dommer Benjamin Seferovic’ tillægstid til slutfacit 3-3.
Cheftræner Thomas Nørgaard perspektiverer
– Vi møder et Brabrand hold på udebane, som vi taber 0-1 til i første kamp i sæsonen hjemme efter sommerferien og pokalsejren over HIK. Den oplevelse havde vi med i bagagen i går i den forstand at vi i den kamp tabte til et modent hold, der var være mere voksne end vi var på det tidspunkt til at afgøre kampen.
– Vi spiller på en svær bane og vi var fuldstændig opmærksomme på på forhånd, at vi især skulle være klar på at stå imod Brabrand på standard situationerne. Det kan man så diskutere om vi var dygtige nok til, da de scorer to mål på standarder.
– Jeg følte meget med spillerne efter kampen i bussen hjem, for holdet viste en forrygende moral og netop at det er vokset kolossalt modenhedsmæssigt siden det omvendte opgør i august sidste år. Vi kommer tilbage to gange i kampen og de sidste 20 minutter er det med et B.93 hold klart i kontrol.
– Så får Brabrand så desværre det hjørnespark i det 94. minut, der udmønter sig i scoringen til 3-3, og det er vi alle omkring træner teamet og blandt spillerne selvfølgelig enormt frustrerede over.
– Det er dét der kan ske i fodbold og vi er bare nødt til at anerkende, at der ikke er nogle lette point i 2. division. Det er en yderst kompetitiv række, som vi også tidligere har talt om.
– Spillerne løser opgaven i går rigtig godt. Både de elleve startende og dem, der kommer ind fra bænken. Vi synes vi igen leverer en præstation, som alle kan være tilfredse med. Men der er ingen tvivl om at vi i den grad savner at synge sejrssangen i omklædningsrummet efter kampen nu.
– Vi må sige, at hvor det i en del tætte kampe i efteråret har været primært stolpe ind for os, så har det i foråret været mere stolpe ud. Vi er fuldt ud bevidste om, at det er en ekstremt lige række. Der er ingen steder, hvor du får lette point med hjem.
– Brabrand ude er et mega svært sted at spille, men jeg glæder mig over at jeg ser en enorm udvikling i modenhed i holdet. Vi kan ikke bekæmpe den biologiske alder, men vi kan fortsætte med at arbejde stenhårdt på træningsbanen og om enhver bold i kampene, så ved og tror vi på sejrene kommer.
– Målet vi satte os sidste sommer var at nå top 6. Der er nok mange omkring klubben, der før efterårssæsonen tænkte, at “den var sikker” og alle gik og regnede med vi uden problemer ville være klar i top 6. Vi må sige at det er efterårssæsonen, der nu har sikret os pladsen i slutspillet, men vi kan ikke være utilfredse med præstationerne i nogle af kampene i foråret. Det er kun sejrene, der har manglet.
– Vi har som trænerteam anerkendt den præstation over for spillerne, for det er enormt stærkt med så ungt et hold at være med blandt de bedste.
– Nu tager vi de næste elleve kampe, hver evig eneste en, som en Tour de France etape og vi vil gøre alt vi kan for at drille de andre, blande os og fortsat vise den offensive spillestil vi som klub altid gerne vil forbindes med.
B.93 er aktuelt på fjerdepladsen i rækken, og den første sejr i 2022 må (forhåbentlig) vente til førstkommende lørdag, hvor den sidste runde i gruppespillet afvikles. Modstanderen er Aarhus Fremad på 5. pladsen. Kampen spilles på Østerbro Stadion med kick-off kl. 15. Vi vil gøre alt i vores magt for at skabe endnu en forrygende stemning på lægterne, så køb din billet eller din klubtrøje der giver gratis adgang nu.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver
Hamid El Idrissi (ud 75′)
Abdullah Iqbal
Rasmus Brodersen (ud 75′)
Souheib Dhaflaoui (ud 82′)
Mikkel Mouritz
Andreas Pyndt
Jeppe Erenbjerg
Oliver Carrara (ud 46′)
Mican Atici (ud 46′)
På bænken
Simon Rossil
Søren Nørgaard (ind 82′)
Søren Sørensen (ind 75′)
Sebastian Kroner (ind 75′)
Lauge Persson
Tammer Bany Odeh (ind 46′)
Frederik Høgh (ind 46′)
Kampreferat v) Henrik Hvillum. Interview med Thomas Nørgaard af Klaus B. Johansen.
Topfoto af Jeppe Erenbjerg fra en tidligere kamp: Christian Midtgaard.