Vælg en side

Jammerbugt FC – B.93 1-3 (0-2)

0-1 Mohammad Ali (31′)
0-2 Sebastian Czajkowski (38′)
1-2 Kasper Sørensen (73′)
1-3 Mohammad Ali (82′)

Sparekassen Vendsyssel Arena
255 tilskuere.

B.93 indledte lørdag forårssæsonen med en maratontur til Vendsyssel, hvor et af nedrykningspuljens formodede tophold, Jammerbugt FC, tog imod.

Trods den lange rejse virkede B.93 i langt bedre spillehumør end hjemmeholdet i første halvleg. Det unge 93-hold med de to Andreas’er Kaltoft og Heimer på midtbanen og nyoprykkede Jonas Berg som debutant på højre-back-pladsen dominerede gennem hele første halvleg. I indledningen udeblev de helt åbne muligheder dog mod det defensivt spillende hjemmehold, men efter en halv time stak Andreas Heimer en bold i dybden til en helt fri Mohammad Ali, der uden så mange dikkedarer bragte B.93 i front.

Og ikke nok med det: Syv minutter senere blev hjemvendte Mo på ny sendt af sted på en stikning i dybden. Denne gang knaldede hans afslutning mod underkanten af overliggeren, hvorefter bolden sprang ud i panden på Sebastian Czajkowski, der kunne fejre sit comeback efter en lang og hård skadesperiode med at heade B.93 foran med 2-0.

Jammerbugt FC kom ud til anden halvleg med større energi og angrebslyst, men selv om de fik tilkæmpet sig et mindre spilovertag, havde de svært ved at producere åbne muligheder mod et stærkt kæmpende 93-hold. Faktisk var det B.93, der var tættest på 3-0, da Martin Heisterberg nær havde ekspederet en dødbold i mål, og da en ustyrlig Mohammad Ali igen slap alene igennem, men blev bremset med et skub i ryggen. Straffespark og rødt kort, nej, dommerens fløjte forblev tavs.

I stedet fik vendelboerne reduceret, da B.93-midterforsvaret gik helt skævt af en lang fremlægning, så Kasper Sørensen fik frit løb mod mål og enkelt kunne udplacere Ronni Raun.

Så var der blæst til nordjysk slutoffensiv, men det var altså stadig B.93, der var tættest på scoring. Et frispark fra Emil Farver slikkede overliggeren og Czajkowski blev spillet fri, men måtte se sit forsøg pareret af målmanden.

I det 82. minut kom forløsningen så, da Mohammad Ali igen-igen slap igennem. Denne gang rundede han målmanden langt ude i højre side, trak ind mod mål, og da en nordjysk forsvarer forsøgte at forsvare det tomme mål, vippede Mo iskoldt bolden over ham, så den lagde sig til rette i nettet. Hvilket comeback i 93-trøjen af Mohammad Ali, som sjældent er set bedre.

Til allersidst i kampen var Jammerbugt tæt på en reducering, da B.93-forsvaret på ny kom i problemer efter en lang fremlægning, men afslutningen endte forbi mål, og B.93 kunne juble over en imponerende udesejr under vanskelige omstændigheder. Med det spil og det engagement, spillerne udviste til lørdagens kamp, lignede B.93 et hold, som ikke kun kæmper mod nedrykning med de øvrige hold i nedrykningsspillet, men også går en spændende fremtid i møde.

Dagens helt, Mohammad Ali: “Vi fulgte taktikken, kom godt ud til kampen og følte os ovenpå. Det var holdkammeraternes fortjeneste, at jeg kom til så mange chancer.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Jonas Berg
Martin Heisterberg
Marco Holst
Emil Farver

Andreas Kaltoft (ud 57′)
Anton Peterlin

Sebastian Czajkowski
Andreas Heimer (ud 86′)
Omar Roshani (ud 64′)

Mohammad Ali

På bænken

Sean Elliot Christoffersen (ind 57′)
Nicolai Olsen (ind 64′)
Michael Jonssen (ind 86′)
Emmanuel Ogude
Bjørn Zabell
Frederik Bruhn

Kampreferat v) Mads Mazanti.

Se B.93 TV i forbindelse med kampen

Reaktioner og reportage.