B.93 – Hvidovre IF 4-1 (3-0)
1-0 Sebastian Czajkowski (2′)
2-0 Sebastian Czajkowski (21′)
3-0 Nicolai Olsen (28′)
4-0 Nicolai Olsen (49′)
4-1 Frederik Simson (86′)
Udvisning: Christoffer Østberg, Hvidovre (67′)
Østerbro Stadion
330 tilskuere.
B.93 sluttede efterårssæsonen 2017 af med en imponerende flot sejr på hele 4-1 over det ellers hidtil ubesejrede tophold fra Hvidovre. Det hører med til historien, at kampen var aldeles betydningsløs, og at gæsterne stillede med et reservepræget hold uden profiler som Kristensen, Aabech, Lazarevich og Krabbe i startopstillingen. Ikke desto mindre fik vi især i første halvleg set flot og energisk 93-angrebsspil, som lover godt for fremtiden.
De hvidblusede fra Østerbro stillede op i en helt ny 3-4-2-1-opstilling, det vil sige med et tremandsforsvar, en firemandsforsvar, og Heimer og “Pukki” Olsen hængende bag spydspidsen Czajkowski. Den uvante formation lod til at passe det unge 93-hold glimrende. Allerede i det andet minut stjal Czajkowski bolden fra en Hvidovre-forsvarer, trak ind mod mål, og fra en position lidt til højre i feltet sendte han sikkert bolden over i det lange hjørne. Endnu en af disse kanonstarter, som holdet har perfektioneret i denne sæson.
Få minutter senere kunne det såmænd have været blevet 2-0, da “Pukki” Olsen slap helt alene igennem. Desværre fik han overplaceret sin flade afslutning mod det fjerneste hjørne. “Pukki” skulle dog senere tage grum revanche for afbrænderen, og B.93 fortsatte ufortrødent udover stepperne mod et Hvidovre-hold, der var sårbare overfor vores hurtige spil i dybden.
2-0-målet kom da også efter tyve minutters spil, da Heimer sendte Czajkowski af sted i dybden. Hvidovre-målmanden løb ud foran feltet for at sparke bolden væk, men Czajkowski fik lige nøjagtig prikket til den foran målmandens tåspids, så han blot behøvede at spadsere bolden i mål. Målmanden blev i øvrigt skadet i situationen og måtte lade sig udskifte kort efter.
De rødklædte fra Hvidovre havde en god del af spillet, men havde problemer at få afsluttet deres angreb mod vores meget solide tremandsforsvar. Et fladt langskud, som Raun sikkert parerede, var Hvidovres eneste farlige forsøg før pausen.
93erne var derimod helt anderledes direkte i deres angrebsspil. Et udspark fra Raun ramte Mads Walter i højre side omkring midten af banen. Walter sprintede af sted mod Hvidovres forsvarskæde, fandt Heimer i dybden, og fra højre side af feltet sendte han bolden på tværs til en fremstormende “Pukki” Olsen, som fladt udplacerede Hvidovres netop indskiftede målmand. 3-0 efter et fremragende angreb; kronen på værket på et strålende 93-præstation i de første 45 minutter.
Hvidovre gjorde et behjertet forsøg på at vende slaget i anden halvleg. Måske kunne en scoring af en fri Nicolai Agger have bragt gæsterne tilbage i kampen i halvlegens første minutter, men en særdeles veloplagt Raun i målet fik forpurret muligheden. Og i stedet satte “Pukki” Olsen kort efter atter turboen til og sprintede fra alt og alle på en lang fremlægning. Han afsluttede med iskoldt at lobbe bolden over målmanden. 4-0! Og så blev det selvfølgelig voldsomt op ad bakke for de rød-blå fra Vestegnen.
I minutter efterne målet havde begge hold muligheder for yderligere scoringer. Netop indskiftede Fredrik Kofoed sendte et indlæg på stolpen, og også Hvidovre ramte stolpen i den anden ende i en situation efter et hjørnespark.
Midt i halvlegen fik Hvidovres Christoffer Østberg sit andet gule kort for en hård tackling af Mikkel Mouritz, der efterfølgende måtte udgå. I overtal kunne B.93 have gjort ydmygelsen af topholdet endnu større, men Fredrik Kofoeds forrygende helflugter snert forbi mål var det tætteste, vi kom 5-0.
Faktisk var det udeholdet, der trods undertal kløede på for at pynte på resultatet mod et træt 93-hold. Og fem minutter før tid fik de da også udbytte af anstrengelserne med en fortjent reducering på et fladt skud fra nært hold af Frederik Simson.
4-1 stod sig, en herlig afslutning på en ellers meget svingende sæson. Ja, selvfølgelig havde det været en helt anden kamp, hvis der havde været points på spil, og Hvidovre havde stillet med sit bedste hold. Et topmotiveret Hvidovre-hold i stærkeste opstilling er uden tvivl divisionens stærkeste oprykningskandidat. Men det lover dog godt for fremtiden, når de unge 93ere folder sig ud som det var tilfældet denne novemberlørdag på Østerbro.
Emil Farver: “Vi var effektive i dag, både i angrebet og i forsvaret. Det har vi ikke altid været i løbet af sæsonen, men i dag var vi, og blev fortjent belønnet for det.”
Holdet på banen:
Ronni Raun
Adam Emme
Martin Heisterberg
Emil Farver
Mads Walter (ud 64′)
Mikkel Mouritz (ud 69′)
Leonel Montano
Anton Peterlin
Andreas Heimer
Nicolai Olsen
Sebastian Czajkowski (ud 54′)
På bænken:
Fredrik Kofoed (ind 54′)
Awab Salame (ind 64′)
Aske Lundsgaard (ind 69′)
Mohammad Ali
Nicolas Nielsen
Kampreferat v/Mads Mazanti