Vælg en side

Divisionsholdet fik et point med hjem fra udekampen mod B1908 i Sundby Idrætspark i dag.

B1908 – B.93 0-0

Sundby Idrætspark
378
tilskuere.

B.93 plejer altid at have problemer B1908 i Sundby Idrætspark, og denne lørdag blev ingen undtagelse. Godt nok havde B.93 et mindre spilovertag i første halvleg, men skabte ingen reelle scoringsmuligheder, og da otterne var lige så ufarlige, var der ikke rigtig noget at skrive hjem om fra første halvleg. Det skulle da være lige endnu et par uheld til det i forvejen uheldsramte 93-hold: Nico Jørgensen fik tyret en bold i hovedet fra en halv meters afstand, hvilket siden hen medførte, at han måtte udgå kort efter pausen med svimmelhed. Og Markus Leding måtte kort før pausen lade sig udskifte med en lyskeskade. Leding erstattede ellers Thomas Høegh, der har brækket hånden, på venstre-back-pladsen, nu blev det i stedet Morten Levinsen, der måtte tage den tjans. Som om det ikke var nok, at Mads Heidelbach og Jonas Lorentzen er indisponible.

Efter pausen var der periodevis lidt bedre form over B.93s angrebsspil, hvilket indskiftningen af Olcay Senoglu var medvirkende til. Men farligt blev det desværre aldrig. Et par behjertede forsøg fra Olcay strøg højt over mål, og det var så det. Hjemmeholdet håbede udelukkende på et lucky punch på en dødbolde, men virkede ellers tilfredse med det ene point, og så endte det hele i en nulløsning.

Kampen blev sendt direkte på KanalSport. Kort efter blev alle fjernsyn i København ramt af sort skærm. Men spørgsmålet er, om en sort skærm ikke ville have været moderat mere underholdende at se på end denne kamp. Nå, et point fik vi dog. Og holdt nullet for første gang i denne sæson. Fine præstationer af firebackkæden foran Frederik Bruhn, der bidrog med flere fine indgreb i feltet. Marco Holst og anfører Heisterberg neutraliserede otternes angrebsforsøg fuldstændigt.

Miraklet Mirabel: “Samme kamp som altid, når vi spiller mod otterne, men en disciplineret defensiv gav os i det mindste et point.

Holdet på banen

Frederik Bruhn

Jason Svensson
Marco Holst
Martin Heisterberg
Markus Leding (ud 44′)

Anders Simonsen
Danny Mirabel

Bjørn Zabell
Omar Roshani
Nico Jørgensen (ud 48′)

Jack Castelijns (ud 68′)

På bænken

Morten Levinsen (ind 44′)
Olcay Senoglu (ind 48′)
Ercan Demirbas (ind 68′)
Oliver Drost
Simon Carstensen
Sebastian Czajkowski
Sofus Møller Larsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.

Kanal Sport indslag fra kampen

Kampen blev vist direkte på Kanal Sport.
Se interview med Omar Roshani efter kampen.